4 planter i purpur til haven

Efteråret er over os, og det er nu, du skal plante stauder og planter i dit staudebed og hvorfor ikke vælge nogle i purpur nuancer? Det er godt nok først til næste år, du virkelig får visuel glæde af dem. I år får du til gengæld gode muller.

Fotokredit: Havenyt- Inge A. Futtrup

Plant i efteråret

En klog havekyndig sagde engang, at det man planter i efteråret VIL gro, hvorimod det man planter i foråret SKAL gro. Det er rigtigt, og du er mest interesseret i VIL, for det er så træls, når de stauder, du har planer om SKAL gro – ikke gror. Been there done that.

Efteråret er godt, fordi masser af regnvejrsdage, sørger for, at du ikke skal være så konsekvent med vandingen. Det skal du altid være i foråret. Samtidig er solskinstimerne stadig mange, men uden dog at brænde og indtørre dine nyplantede stauder. Ja, og så undgår du uventet frost, præcis efter den weekend, hvor du købte hele planteskolen. Been there done that too.

Med andre ord: Det er nu, du skal plante og hvorfor ikke vælge nogle i purpur.

4 planter i purpur

Der findes masser af planter, og der komme hele tiden nye sorter eller hybrider til. Jeg har derfor forsøgt at indskrænke mig til 4 planter, der alle har purpur nuancer og som i øvrigt blomstrer om kap med de sidste røde solskinstimer i sensommeren og efteråret.

1. Purpursolhat

Det er en klassiker og den er gammel i gårde, men hvor er de smukke, når de står ranke og stolte og spejder ud over de andre stauder i bedet. Sæt dem i grupper á 3 eller 5. Ikke færre, og alt efter hvor stort dit bed er, anbefaler jeg, at du sætter 3 til 5 grupper jævnt fordelt i dit bed. Særligt, hvis du ønsker et forholdsvist symmetrisk staudebed.

Fotokredit: Havenyt- Inge A. Futtrup

Purpursolhat er en prærieplante. De har derfor brug for veldrænet til sandet jord. Vådt lerjord slår dem ihjel. Also – been there done that. Purpursolhatte vil i øvrigt gøre sig virkelig godt i buketten til værtinden.

2. Rød alunrod

Rød alunrod er et glimrende valg som bunddækkeplante i dit bed. De formerer sig godt og hvis de bliver for store, deler du dem uden problemer ved at hakke en spade igennem dem. I sensommeren blomstrer alunrod med fine lette lyserøde blomster, der vil gøre sig godt i et hvert staudebed.

Fotokredit: Havenyt.dk

Alunrod har som purpursolhattene brug for veldrænet jord. De er meget smukke planter i krukker, men pas på, for hvis krukkerne ikke kan komme af med vandet, dør de. Behøver jeg igen at skrive been there….?

Alunrod i krukke.
Fotokredit:Plantetorvet.dk

Bladene fra alunrod kan i øvrigt spises. Vælg de første små sprøde blade i foråret, hvis du har lyst til at pynte salaten.

3. Lampepudsergræs ‘Rubrum’

Den havde jeg heller ikke hørt om før, men denne lampepudsergræs er en smuk rødbladet prydgræs. Den fortjener virkelig større udbredelse i de danske haver. Planten bliver cirka 70 cm høj og kan deles som alunroden ovenfor, hvis den bliver for bred. Plant igen et ulige antal alt efter dit beds størrelse, men du behøver ikke at plante den i grupper. Den skal nok hævde sin plads.

Fotokredit: Plantetorvet.dk

Lampepudsergræs vil helt sikkert også gøre sig godt i krukker, men igen, veldrænet jord er alfa og omega, hvis den skal overleve. Lampepudsergræs ´Rubrum´finder du ikke på alle planteskoler, men du kan købe planten her.

4. Sankthansurt

Sankthansurt er endnu en klassiker og til nybegynderen i haven er den helt perfekt. Jeg har mange gamle sankthansurt i min have, jeg har flyttet rundt og delt utallige gange. De er geniale, og de er utrolig dekorative i såvel foråret som i efteråret.

Fotokredit:Plantetorvet.dk

I foråret er deres grålige blade og blomster et flot match i de fleste bede og i efteråret, når blomsterne bliver purpurfarvede, shiner de på ny.

Sankthansurt trives i al slags jord, det er ikke lykkedes mig at slå nogle ihjel endnu, og det er altså et ret godt kvalitetstempel i sig selv. Plant dem i grupper i ulige antal eller enkeltvis og plant dem i dine krukker. De vokser sig store og fyldige på få år.

Sankthansurt er desuden smukke i buketter i vasen indenfor.

Sæt i gang

Det var de 4 planter i purpur, jeg havde på tapetet til dig i dag. Hvis du vil læse lidt mere om staudebede, kan du med fordel tjekke dette indlæg ud og ellers er der vist ikke så meget mere at gøre end at gå i gang.

Tænk ikke for meget over dine bede, de kan rettes til løbende.

Øvelse gør mester og erfaringer viser vejen.

Kh Sab.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *