Nyt fra brakmarken

Lige nu, mens I læser dette indlæg spankulerer jeg rundt på Chelsea Flower show og det jeg ser dér er forhåbentlig langt fra den brakmark, jeg ser på i det daglige for tiden. Brakmark og brakmark er måske en kende overdrevet, for en del faste elementer i haven sørger for, at den altid fremstår med en forholdsvis stram struktur. Det være sig blandt andet bøgehækkene som inddeler haven i rum, belægningen der stopper græsplænen i at tage overhånd og det faktum at A faktisk er ok cool til at slå græsset med et hensigtsmæssigt interval. Der er noget med mænd og maskiner. Mænd og havetraktorer. De finder ligesom hinanden og det er skønt, for jeg finder dem ikke med mindre selvfølgelig, at de kan stå i et køkkenskab. Man må ALDRIG gå ned på køkkengear.

Gangen har stjålet tiden fra haven i år og det har derfor været sløvt med haveindlæg. Jeg synes dog, jeg skylder jer et kig i min have anno 2017. Måske jeg ligefrem kan inspirere jer til at slappe af i jeres eller vice versa. Billederne er fra bededagsferien, så I skal forestille jer at ukrudtet i haven disse dage er fordoblet grundet al regnen og det lune vejr.

Drivhuset. Jeg har dog fået mig taget sammen til at sætte lidt grøntsager. Venligst forspiret af en veninde.

Måneskinsbedet. Jeg satte hvide tulipaner i efteråret og omtrent en trediedel trodsede mosegrisene eller hvad det nu er for skabninger, der æder mine afgrøder. Månestien er stadig ikke lagt.

Random. Brakmark med masser af rabarber, jeg desværre ikke har fået tid til at gå ombord i endnu. En lysestage i æbletræet, og et bevis på at hække og sten trods alt holder havens struktur intakt. Hurra for haveplaner. Mere om det i et andet indlæg.

Jeg har stadig masser af planer med haven. Selvfølgelig har jeg det. Og jeg får helt sikkert mange flere lige nu.

Juhuu.

Rigtig god Kristi himmelfartsdag.

Kærligst Sab.

relaterede indlæg

Jeg elsker Petra

men Petra elsker ikke sig selv og dermed er hun nok som kvinder er flest, desværre.

Photocredit

Hvad har det egentlig med bolig at gøre? Intet. Men en bolig rummer jo f…… alt og derfor har jeg carte blanche til at blogge om alt, der ligger mig på sinde. Juhuu.

Det gør Petraer og DR3s super fine dokumentar “Petra elsker sig selv”, for hvor er det dog tankevækkende og trist at en smuk og naturlig kvinde som Petra netop ikke elsker sig selv og hvor er vi desværre alt for mange som hende. Petraer i alle aldre, der taler og tænker tarvelige tanker om sig selv. Som taler grimt til sig selv, som er evigt badevægtslaver, træningsslaver og restriktive madvaneslaver. Hvor er det trist at så meget god energi absorberes af en evindelig stræben efter et uopnåeligt skønhedsideal.

Suk! Det er et tungt mønster, vi skylder hinanden og vores døtre at bryde, men jeg synes virkelig, vi skal gøre et forsøg.

You go girls!

Kærligst Sab.

Ps. I kan se “Petra elsker sig selv” på Dr3 tirsdage kl 21.30 eller streame fra DRs hjemmeside. Skynd jer, det er vigtigt og jeg er sent ude med anbefalingen.

Det’ i og a’ æ tøj, det’ simpelthen for møg.

Sidste uges benspænd er opfyldt. Næsten da, for jeg er ikke helt færdig med at male bjælkerne endnu.

Det tager alligevel sin tid. Egentlig ikke fordi det tager sin tid, men fordi det skal gøres så mange gange og så er der altid et irritationsmoment, der rammer mig, når jeg skal male.

Forberedelsen! Selve malerarbejdet er jo nemt nok. Men forberedelsen er virkelig øv!

Først af med tøjet, så malerklunset på.

Så malergrejet frem og afdækning på, måske er man endda så uheldig, at man skal tape kanter med malertape.

Så slibe, så tørre af og SÅ male.

Så rengøre sig selv og penslen eller bild da dig selv ind, at du jo kan vente med rengøring af pensel, til du er helt færdig med malerarbejdet. Not!

Hvilket så resulterer i endnu en dyr pensel ud ad vinduet efter endt projekt.

Så malerklunset af og så rengøring af sig selv og de vilkårlige steder man trods afdækning kom til at strinte, ALLIGEVEL!

Altså, er malerarbejde indbefattet af en helt masse så’er, jeg af en eller anden grund glemmer, når resultatet står færdigt og heldigvis for det, siger jeg bare.

Jeg vil i gangen at male, vi skrives ved.

Kærligst Sab

Jeg læser…

…en masse, men jeg skal indrømme at Paul Austers “New York Trilogien” spiller mig et puds. Jeg har ikke givet op, men det er godt nok tæt på.

For en del år siden efterhånden i forbindelse med engelskstudiet blev jeg grebet af hans roman “Brooklyn dårskab” (“Brooklyn Follies”, originaltitel) som en særdeles velskrevet og hjertevarm roman om en ensom forfatter, der trækker sig tilbage for at dø, men som konstant forstyrres af diverse forhindringer og som plottet skrider frem heldigvis kommer på bedre tanker.

Paul Austers “New york Trilogien” begynder egentlig også ret interessant en sen aften i New York, hvor en ensom forfatter ringes op af en mand som har brug for, ikke forfatteren, men Paul Austers hjælp. Og så er der lagt postmodernisme i kakkelovnen, for efterfølgende følger vi forfatteren Quinn eller Wilson eller Auster, som autodidakt detektiv på jagt efter en skør lingvist. Sådan snor plottet sig rundt om sig selv og metareflekterer i røde notesbøger.

Det er virkelig så skørt, som det lyder alt i mens Auster jo er en fremragende og intelligent forfatter. Desværre bliver romanen blot efter min mening mere utilnærmelig end interessant. Jeg måtte ikke mindre end fem gange genlæse en passage, hvor han referer til denne professor i lingvistiks alternative universitetsafhandling om babelstårnet og sproghistorie i det gamle testamente. For ikke at tale om de gange jeg måtte genlæse hans reference til Cervantes “Don Quixote”.

For sådan er det med Auster. Han refererer til alverdens myter, forfatterskaber og filosofiske ideer og de dage undervisningen i min skoletid omhandlede dem, var jeg i gågaden, desværre. Sådan kan man fortryde, at man ikke lyttede bedre efter. Husk det nu kære elever. Begå hybris, og I vil møde nemesis.

Heldigvis skal man lære hele livet, så jeg læser videre lidt endnu, men det varer ikke længe før jeg smider håndklædet i ringen, tror jeg.

Nå ja, bør Austers “New York Trilogy” (originaltitlen) stå i bogreolen? For blærerøvseffekt fortjener den helt sikkert en plads. For sproglig lækkerhed og intelligens; klart en plads, men som den gode roman, du fuldstændig opsluges af; nej, desværre. Og jeg er ikke engang færdig med den endnu.

Kærligst Sab

Ps: I mellemtiden, måske i frustration over min manglende forståelse for Auster og eventuelle, let’s face it, litterære dannelse, har jeg læst Maria Gerhardts “Transfervindue”, som så mange andre i tiden gør. Hjerteskærende læsning, som fortjener et indlæg for sig selv. Mere om den senere.

Til den kommende mor

I mandags besøgte jeg et af mine bedste mennesker på Odense Universitets hospital. Hun er indlagt på barselsgangen med komplikationer, men efter omstændighederne går det heldigvis godt.

Jeg kom dog efter besøget i snak med nogle kolleger som tippede mig om nogle fine fødselstavler, de var stødt på på instagram. Jeg kan se at fænomenet ikke er nyt, faktisk har flere blogget om lignende, men  det er nyt for mig, måske fordi jeg ikke længere er vordende og at det efterhånden er længe siden, jeg var det.

Faktisk har jeg aldrig fået taget mig sammen til at få lavet sådan en fødselstavle med mine børns data, og som den ravnemor jeg er, indrømmer jeg her sort på hvidt, at det heller ikke går for godt med barnets bog som enhver mor med respekt for sig selv, jo gladeligt noterer nuttede finurligheder i.

Min datters bog har et par siders skriv, men min søn har intet andet end en masse løseark i en bunke. Det er endda så grelt i hans tilfælde, at vi ikke fik taget billeder til barnedåben, heller. Ja, det er virkelig under al kritik og nu, jeg er i gang med at skamme mig, kan jeg passende benytte lejligheden til at indrømme:

-at det er meget ofte, jeg glemmer at give min datter idrætstøj med til idrætstimerne. Det er hver onsdag, Sab. Fat det nu!

-at jeg næsten altid glemmer, at få deres overtøj med hjem til weekenden, så de intet har i nødstilfælde

-at jeg ofte glemmer at tjekke tabulex og skoleintra for informationer og i så fald for sent…

-at det altid kommer som en overraskelse at de skal have madpakker med i skole, hvorfor hvidt brød må kompensere for rugbrød, der desværre er muggent…IGEN!

-at de får lov til at spille alt for meget på iPaden, så jeg får tid til andre ting end at tage mig af dem

-at de får alt for meget kage, snolder og saftevand oftest på én gang i ét interval på en random søndag fra ca kl. 10-20.00

-og at de… jeg kunne sådan set fortsætte i det uendelige, men stopper for alles skyld her.

Derfor kære børn og omgivelser:

UNDSKYLD på forhånd.

Tilbage til fødselstavlen.

Jeg tror, jeg vil have mig anskaffet sådan et par stykker med mine børns data. Det er jo aldrig for sent.

Hell, jeg kunne endda få min egen fødselstavle genproduceret, selv om jeg vist har en broderet klokkestreng liggende et sted i gemmerne. Og dog, det vil måske alligevel være et udtryk for den ultimative narcissisme.

Men her er de altså, kære dejlige menneske, ravnemødre og vordende mødre derude.

En enkelt model i skala 1:1 fra The Birth Poster Pris: 60 euro.

Superheltemodellen fra Plakatdyr.com Pris:179 kr.

og den klassiske model, som fås i mange variationer og farver fra Plakatdyr.com Pris 139 kr.

Rigtig god weekend.

Kærligst Sab.

Ps. Tak for tippet Ida og Signe;)

Update på gangen

Niks, ikke færdige og ikke færdige foreløbigt.

Det går fremad, dog og snart skal I få lidt billeder derfra, men først skal I forestille jer hvordan, det kommer til at se ud – en gang.

Flisegulvet har I allerede mødt. Sildebensparketgulvet skal I forestille jer som trin på den nye trappe som A vil snedkerere.

Glasvæggen er efterhånden et must i blogland og alle vegne, hvilket man jo godt kan forstå. Den bliver også et must hér, dog i en discountudgave eller til-at-betale sig-fra-udgave, om man vil. Vores glasvæg skal agere trappegelænder, og bygges i træ, men mere om det i et andet indlæg.

Væggene skal have mineral kalkmaling fra Jotun i én af ovenstående nuancer og så har jeg just opdaget lamperne fra Graypants i laserskåret genbrugspap. De er da for fede! Find dem hér.

Kurveflet, som du kan finde hér, og planter må der selvfølgelig til for hyggens skyld. Stuebirken skal i den forbindelse generobres, og måske jeg får mig taget sammen til at få lavet den plantekasse, jeg længe har haft intentioner om.
Uhh jeg glæder mig.

Kærligst Sab

Liiige et nybyggerindlæg mere

Fotokredit: Billed-bladet

Anne og Todd vandt og som Nybyggervejens eneste par med barn, var det en velfortjent sejr, selv om jeg indrømmet var ret vild med Christine og Mikkels ideer. De fik en sms fra mig i al fald. Hvem stemte I på?  Når alt kommer til alt, er Anne og Todds hjem nok også det mest reelle hjem. Et funktionelt hjem, som jo bare er alfa og omega, når hverdagen skal fungere til fulde med barn. Deres farvesammensætning var virkelig i top – matte, mættede og støvede som de fleste i tiden kan lide det og…ja- så var der jo Todd. En rigtig nuser familiefar med accent. What’s not to like.

Jeg fik af gode grunde ikke medtaget ideer fra afsnit ti i mit lille idekatalog fra Nybyggervej  i forrige indlæg, så de kommer her, for dem skal I skam ikke snydes for.

  1. Mikkels spisebord. Nej nej nej nej, det var for fedt! Et metalstel med en turkis flise ovenpå. Jeg skal simpelthen have taget mig det svejsecertificat. Eller også må A i gang. Virkelig!
  2. Cecilie og Jonas’ løsning på spaghettiledningproblematikken. Det var da ret smart at lade ledningerne få en æstetisk funktion i loftet.
  3. Christine og Mikkels papbænk- helt ny for mig. Mange af ideerne har man måske set en variation af før, men papbænken er ny og den var flot. Hvor kan jeg mon placere sådan én?  I kan læse mere om bænken her.
  4. Steen og Mariannes maleteknik. Det fungerede så fint, at de malede døre, karme og lister samme farve som væggene. Dekadent og modigt og SÅ hyggeligt. Bevares, generationen er en anden og dermed også stilen, men de var bestemt værdige modstandere også selv om de brugte ublu metoder som, ikke at trække håndbremsen.

Og det var det. Anne og Todd fik sit nybyggerhus og jeg må videre med gangen.

Vi ses. Rigtig god weekend.

Kærligst Sab

Nybyggerne musthaves

Det var så den påske. Dejligt og tiltrængt, meeen også tiltrængt med lidt “fritid” på jobbet igen. Man kan godt få lyst til at trække hår ud af hovedet på sig selv efter 6 dage i legoleg med en tre-årig, der konstant vil tiltales “påskehare” eller “Jack Frost”. (De “Eventyrlige vogtere” hitter på Netflix disse dage som kærkomne pauser). Der har været plads og ikke mindst tid til tæsk i spejlæg med den 6-årige, der er blevet æltet modellervoks og der er blevet malet i malebøger. Summa summarum der bør være overskudsfinanser i banken at trække på, når nu hverdagens ræs sætter i gang igen.

Meeen der har også været tid til tv2play og dermed Nybyggerne, og i den forbindelse overvejelser over rigtig gode ideer, jeg kunne finde på at kopiere, såkaldte musthaves.

  1. Skrift og tegninger på væggene. Det er da ret hyggeligt når Cecilie giver den gas på diverse lodrette flader. Det kræver selvfølgelig en okay streg, ikke en streg som min. Faktisk tror jeg samtlige af mine elever vil holde med mig i den tese.
  2. En væg beklædt med kork- ja da, det er sgu da for blæret. Eller et kork badekar for den sags skyld. Sådan dér Christine og Mikkel. Bør man have et kork køkkengulv? Hmm..
  3. Tørresnoren snoet om knager på tagterassen. Det var altså også en god ide -og en funktionel ide ikke mindst. Igen Cecilie og Jonas. Den overvejer jeg virkelig at kopiere i gangen, på en eller anden facon.
  4. Igen Cecilie og Jonas. Fuglehuset som en lille kopi af rødt hus. Super fin. Den kunne jeg også godt finde på at kopiere. A er du frisk?
  5. Sofaen i jern, spraymalet mat guld og polstret i grøn velour. ‘Amen den var cool. Virkelig godt design. Jeg overvejer at tage et svejsecertifikat, så sådan en sofa kan blive en realitet herhjemme også.
  6. Ishuset på Lilis værelse. En rigtig god ide. Særligt til forældre med et enkelt barn eller vordende forældre, der stadig har drømmene, håbet og samtlige principper intakte. Spøg til side. Ishuset er en hyggelig ide, og hvem siger at et ishus er et must. Et dukketeater kunne også være en ide. Hold nu op, jeg har kreeret mange teaterscener i papkasser hos min savnede mormor, da jeg var barn. Dejlige tider.
  7. Palmebladetapetet i påklædningsrummet hos Marianne og Steen. I det hele taget spillede den lyse grønne farve og tapetet 100% i det rum. Det par fortjener så mange skulderklap og en velfortjent pause. Sikke et arbejde, det må have været for dem. De vidste ikke, hvad de gik ind til de stakler.
  8. Det lille badeværelse hos Anne og Todd. Den med den patinerede bordplade, der skulle have været et indisk brudebord og Villa Handmade fliser på gulvet. Er det inhabilt at nævne, når man selv har købt fliser fra det firma? I øvrigt var de hvide marmorfliser på henholdsvis Cecilie og Jonas’ badeværelse samt i Christine og Mikkels wellnes-badeværelse også lækre, Bare ærgerligt at min bedre halvdel bilder sig ind, han ikke kan lide marmor. Sikkert et barndomstraume. Jeg husker i al fald mine forældres tidligere marmorsofabord og det er ikke marmordesign som den, jeg sukker efter.
  9. Christine og Mikkels baghave med vertikal krydderurtehave på rionet og højbede i metal. Funktionel og inspirerende.
  10. Det gamle skoleskab i Anne og Todds soveværelse. Skabet de nært mistede på motorvejen. Fedt skab, som jeg husker fra min egen folkeskoletid, men som nok er umulig at få fingre i. Måske jeg skulle prøve. I så fald hører I nærmere.

Nybyggerfinalen løber af stablen i morgen på Tv2 kl 20.00. May the best couple win.

Kærligst Sab.

En tidslomme i udkantsdanmark


Jeg er kommet med i en loge. Ikke noget med hvide handsker og hemmelige ordener, nærmere noget med indtagelse af mad og alkohol i relativt store mængder. Lige efter min bog.

I weekenden mødtes vi for anden gang. Sat i stævne i udkantsdanmark i en hytte tæt på vadehavet. Mine forventninger var en hytte som i et sommerhus med lysnede rustiktrævægge, møbler forvist fra hjemmet fra samtlige årtier og sidst i ’90erne terracotta rustiklook-fliser på badeværelset. Det lyder fordomsfuldt, det er jeg med på, men det er det ikke. Bevares, i sommerhuse slapper man jo af og hvis ikke der skal være plads til møblerne dér, hvor så?

Det jeg mødte var dog noget helt andet.

Det var en 50’er tidslomme, (til trods for at hytten sikkert er opført i ’70erne indeholdende teaktræ en masse, babyblå køkkenpaneler og sortmalede lister. Helles mor, (som ejer hytten), havde ikke ladet sig friste af “lyst og nordisk” selvom hytten vist er en nyerhvervelse.

Det var den lækreste hytte. Det ER den lækreste hytte. Smuk, ærlig og underspillet. Helle fortalte mig at hendes mor selv havde fundet møbler til hytten. Hun havde altså tænkt over at være hyttens arkitektur tro. Sådan Helles mor! Det er for sejt og hvor gør det bare godt i en boligbloggers hjerte, når mennesker er deres boliger tro. Det er nemlig rigtig god stil.

Sorte lister og træ i overflod krydret med 50’er daybed og le klintfolder

Babyblå paneler i minikøkken og bad med præcis den interior der bør være. 

Til sidst men ikke mindst fordelingsgangen med smukke teakdøre.

Nostalgien ville ingen ende tage. Jeg stødte sågar på en SORT skovsnegl krydsende den smukke naturgrund, der tilhørte hytten. Jeg overvejede et øjeblik at transportere den med hjem, men jeg gjorde det ikke. Det ville alligevel være synd for den. I stedet inviterede jeg åbenbart et par enorme sorte skovmyrer med mig hjem i bilen, hvilket resulterede i et faretruende venstresving midt på vadehavsbroen. Hvorefter jeg, trods en skøn tur, priste mig lykkelig for, at jeg var på vej tilbage til civilisationen igen.

Kærligst Sab

Bogreolen: anmeldelse af ‘Butcher’s Crossing’

Fotokredit

Så fik jeg mig tygget igennem John Williams’, ‘Butcher’s crossing’.

I første omgang en rigtig westernklassiker med sandstøv, stoiske cowboys og frodige ludere på byens eneste bordel. Scenen er sat i 1870’ernes Amerika omkring Kansas. Den unge Andrews kommer til byen, Butcher’s Crossing, efter et afbrudt studium på Harvard i Boston. Naturen drager, og Andrews drages af den, hvorfor han hooker op med tre cowboys for sammen at tage ud på prærien efter bisonokser. Bisonokser, Miller, firkløverets leder, hævder at have stødt på år tilbage.

Andrews drages af Francine, luderen anderledes fra de andre ludere, på bordellet, men mangler alligevel manddom nok til at lade hende deflorere ham inden han drager mod det vilde west og sådan drives Andrews og handlingen frem gennem konfrontationer og konflikter mellem naturen i naturen og naturen i  mennesket. Det er stort og det er smukt.

Indrømmet, “Butchers Crossing” når ikke ‘Stoner’s’ højder. Langt fra, og det er ikke tilfældigt, at jeg måtte tygge mig gennem bogen. Jeg åd den ikke og jeg skulle i perioder virkelig koncentrere mig for ikke selv at lade mig drage af andre gøremål. Alligevel vil jeg anbefale bogen, for det er velskrevet, gennemtænkt og gedigent litteratur, der fortjener opmærksomhed.

I detaljerigdom berettes man et lavmælt drama. En stille stille fortælling, som alligevel formår, at få sin læser til at tørste efter mudret vand i en vandpyt, da firkløveret på prærien løber tør for vand in the middle of f….. nowhere.

Livet som cowboy er ingen dans på roser, og således piller Williams stille men sikkert westernmyten godt og grundigt fra hinanden.

Vurdering: Jeg giver ‘Butcher’s Crossing’ en forholdsvis god placering i bogreolen. Med andre ord; den bør læses.

Næste bog til bogreolen bliver endnu en ældre sag, nemlig Paul Austers “New York trilogien” fra 1985-87. Håber I vil læse med.

Fik I læst ‘Butcher’s Crossing’ og i så fald hvad synes I om den?

Kærligst Sab

Spiir DIY Award 2016