Summer camp is over

Det var sommeren 2017. Hvor alle kaldte mig Sab, og det ikke gjorde en forskel. Det var sommeren, hvor vi tog til Kellerman’s … eller Lazise eller noget. Alt var muligt. Solen skinnede, poolen forfriskede og drinksene kølede.

”Jeg går op til restauranten og ser hvad der sker”, sagde jeg en aften. Tog en cardigan over skuldrene og smuttede hurtigt ud ad teltet.

På restaurantpladsen bag scenen overhørte jeg de ansætte irettesættes af resortens ejer – noget med at holde fingrene og deslige for sig selv. Jeg fortsatte derefter op foran scenen, hvor jeg efter at overvære en mambo, pludselig fandt mig selv som mere eller mindre ufrivillig rekvisit i et tryllenummer på scenen, – noget med, at jeg blev savet midt over.

Hvileløst gik jeg derefter omkring på pladsen for pludselig at opdage, jeg var kommet på afveje på en gangbro for ‘Staff Only’. Her stødte jeg på Billy med tre vandmeloner og jeg tilbød ham at hjælpe, selv om han først bad mig forlade området. ”No guests allowed”, sagde han, hvorefter han hurtigt kapitulerede. Melonerne var tunge, jeg så bedrøvet ud og han lod mig hjælpe ham under formaningen ”Du holder kæft!” – eller noget lignende.

Jeg fulgte derefter efter ham ad gangbroen, der førte os lidt outsides resorten. Vi nærmede os lys bag duggede ruder og svagt dunkende musik perfekt til beskidt danseri. Billy åbnede døren og pegede med et nik ind mod dansegulvet. Han lod mig passere ham i døråbningen og jeg ramtes med det samme af en lummer, tung luft.

I dampende, tæt dans bevægede par sig i sensuel rytme sammen fuldstændig opslugt af hinanden og musikken – noget med  The Contours: ’Do you Love me’.  Ingen tog tilsyneladende nogen notits af os i døråbningen,

”Hvor har de lært at danse sådan”, spurgte jeg en smule fortørnet.

”Lært!?” Svarede Billy. ”Velsagtens hjemme i kælderen.”

Jeg var i chok, det var beskidt danseri for alle pengene og jeg ville være med.

Fra bagindgangen ankom i samme øjeblik den høje mørke danselærer med sin partner, jeg godt havde set under mamboen på restaurantpladsen, Johnny Castle – eller noget. Han dansede op med sin dansepartner, hvorefter han gik hen imod Billy og mig.

”Hey fætter, hvem er hun? spurgte han med et misbilligende blik. ”Hun kom sammen med mig, svarede Billy.

”Jeg bar en vandmelon” Han rullede med øjnene og returnerede til dansegulvet. ”Jeg bar en vandmelon”, gentog jeg rystende på hovedet.

”Uhh baby I’m a Love Man”- tonede højtalerne straks efter og Johnny Castle dansede hen imod mig med et insisterende blik, hvorefter han med sin pegefinger beordrede mig ud på dansegulvet….”Moar, Moar! Kommer du snart ud i vandet igen?”

Mig, forvirret just vækket fra en skøn skøn, men dog kun en drøm ”Ja, jeg slikker lige lidt sol.”

-Når du er færdig med at spise slik, kommer du så? (Stormy 3 år, udtal alle s’er som d.)

Velkommen tilbage. Bloggen er åben 😉

Kærligst

Ps. Piani Di Clodia, resorten eller campingpladsen, om man vil, jeg dagdrømte på, ligger ved Gardasøen. Den har bestemt også sin charme, men en lidt anden end Kellerman’s i upstate New York, forstås.

relaterede indlæg

Haveshowet 3

Chelsea Flowershow er verdens største og mest prestigefyldte haveshow, men jeg må nok alligevel erkende, at jeg ærgrer mig over, jeg ikke nåede en tur forbi CPH Gardens i sidste uge. Jeg så TV2FRIs transmission fra showet på TV2 play og det så ganske interessant ud omend målestoksforholdet var noget mindre.

Nå, men man skal jo ikke græde over spildt mælk og kun sjældent kan man nå det hele, hvorfor jeg vil fortsætte og afslutte min lille Chelsea Flowershow-serie med showets bud på nyttehaven. For det havde de skam også et bud på.

Drivhuse var rigt repræsenteret og hvilke drivhuse!

Hér med murstenssokkel og den karakteristiske grønne farve. Den er for lækker.

Drivhuset eller orangeriet, som det jo egentlig er, er smukt integreret i haven.

Hvorfor ikke lade grøntsagerne være en del af prydplanterne?

Små haver skal skam ikke snydes for drivhuse og grøntsager. Der er plads i alle haver.

 

Salaten sår man da bare vertikalt, så den ikke inddrager unødvendige kvadratmeter og roser planter man blot skødesløst indimellem det hele.

De forstår sig på god havestil- de briter.

Kærligst Sab

Haveshowet vol. 2

I disse dage afholder den danske pendant til Royal Horticultural Society, Haveselskabet, en dansk version af Chelsea Flower Show, nemlig CPH Garden 2017 i Valbyparken. I skrivende stund er der muligheder for at besøge CHP Garden et par dage endnu. Så hvis I har muligheden, tror jeg, det er et besøg værd. Se hér.

Jeg når det desværre ikke i år. Jobbet som gymnasielærer indbefatter producering af studenter i denne tid, og det kan jo være et show i sig selv. Det er det dog ikke for mit vedkommende, nærmere rørende og en smule nostalgisk. Det er jo rørende, når eleverne mødes af deres familie og huen placeres som den skal. Samtidig nostalgisk forbi, at de elever, du holder af, forlader gymnasiet for at påbegynde et nyt og meget større kapitel, og fordi situationen minder om følelser, man selv besad engang.

Ak, den søde ungdom.

Tilbage til indlæggets egentlige emne, Chelsea Flower Show.

Som jeg skrev sidst rummer showet alt hvad hjertet kan begære inden for havekunsten. Et emne jeg synes er interessant i haven er havens højde. En have bliver først rigtig hyggelig og fuldendt, når også den rummer højde. Nye haver har fra sin begyndelse af gode grunde ikke den samme højde som ældre haver ofte har det. Det er derfor en god ide at tænke i højde, når man anlægger sin have. Højde skaber helhed i haver. Jeg fandt forskellige bud på højde på showet. I får dem nedenfor.

 

1/ Opstammede træer med kugleformet krone. Den nemme løsning til den nye have.

2/ Igen opstammede træer på række som danner et levende hegn om et rum i haven.

3/ tættere på.

4/ Endu engang opstammede træer, men denne gang danner kronerne samlet set en grøn parasol.

5/ Under parasollen

6/ Et privilegium

7/ Når højden er etableret, hvorfor så ikke hænge lamper op i den. Skøn sommer stemning.

Rigtig god weekend.

Kærligts Sab

Haveshowet vol.1

Det er efterhånden en måneds tid siden, men jeg var så heldig at deltage i Chelsea Flower Show sidst i maj.  Jeg ved godt at flower show klinger trættende og ret så Dronning Ingrid pelargonie-agtigt, men det er det virkelig langt fra. Jeg vil anbefale alle med blot den mindste haveinteresse at besøge showet. Det er fantastisk inspirerende og ikke mindst dejlig upstairs-engelsk, hvor de britiske kvinder bærer hat og mændene, lyse hør-jakkesæt. Skøn Jane Austen stil.

Det var naturligvis muligt at mæske sig i den lækreste version af fish and chips med sølv-plastikbestik og at toppe fisken og fritterne med masser af eddike, tatarsauce og mayonnaise. Briterne har virkelig forstået pointen med eddike/vinegar som uovertruffen tilbehør til den fedtede spise. Tænk blot på vinegar chips, det er da de lækreste chips man kan knase. Jo, det er det faktisk.

Chelsea Flower show besøges hvert år af godt og vel 165.000 mennesker. Det er et pænt antal. Godt nok fordelt over 5 dage, men jeg følte alligevel vi bevægede os som sild i en tønde på visse tidspunkter op ad dagen. Derfor, kom tidligt, hvis I vil besøge showet. Der er et menneskemylder.

Showet består af et antal showhaver som alle er smukt integreret i parken og bygget op på kun 3 uger. Der er ikke et ukrudtstrå for meget eller for lidt og det vil I forstå, når I ser den detaljerigdom showhaverne indeholder.

Ud over showhaverne som mangfoldige bud på alskens stilarter huser showets boder en masse med alverdens havegear, haveflor og haveaccessories. Her er det muligt at anskaffe sig alt, hvad hjertet kan begære eller måske vigtigst af alt, alt hvad hjertet ikke vidste det begærede. Selv kom jeg på mærkværdigvis hjem med metalmyrer, og jeg er egentlig ikke særlig vild med myrer, det er de færreste vist.

Der var små showhaver og store showhaver og showhaver for alle med alverdens præferencer. For dem uden præferencer, gav haveshowet rig mulighed for at få præferencer etableret. Jeg inspireredes i al fald en hel del og har mange kommende havetiltag i ærmet.

Lad mig følgende vise lidt stemningsbilleder fra showet og hvis I er det mindste haveinteresseret, så bestil til oktober en billet til næste års show her. Det er virkelig et besøg værd.

1/ Rækkevis af boder med alverdens havelækkerier.

2/Vinderhaven. Disciplinen er landskabshaven inspireret af måden hvorpå naturen overtager i dette tilfælde et kalkbrud. Bevares, det er ikke sådan en have de fleste påtænker at omlægge sig. Men det er efter min mening en kunst, at noget så kunstigt fremstår så kaotisk og vilkårligt. Der er som nævnt ikke et ukrudtstrå for meget. 

/3 Vinderhaven tættere på

4/En fantastisk staudehave, tæt og fyldig, med højde og drøjde. Læg mærke til hvordan designeren især har arbejdet med kontrasten i farverne: rust versus violet/purpur. Skønt.

5/Endnu et ligner-tilfældighedernes-spil snap.

6/Der var ingen børn på Chelsea Haveshow, men der var bestemt haver for børn. Mine ville elske denne.

/7 Et Bud på græs der vokser ind i himlen.

Jeg skød selvfølgelig et utal af billeder på showet og I får lov at kigge med endnu engang senere på ugen.

Kærligst Sab

Ps. For øvrigt, ikke et ondt ord om pelargonier, jeg har selv et par ældre damer efterhånden, pottet i min vindueskarm, men tjek Prins Nikolaj ud som afveksling. Den er ret så lys-rosa yndig.

Ain’t kalkmaling a bitch

Der kan forekomme vredesudbrud i dette indlæg, blot til en orientering.

Kalkmaling er det seneste projekt, jeg arbejder på i gangen. Et lidt mere langsommeligt et, fordi kalkmaling skal males på med en bred pensel i lange eller korte, alt efter udtrykket man ønsker, vilkårlige strøg. Se hér. Det er fint, intet problem.

Et andet problem er dog opstået, for den kalkmaling vil altså ikke helt det samme, som jeg vil.

For det første er det ikke bare en maling, der med lethed lader sig smyge op ad mine vægge. Det er nærmere – sirup. For det andet lod ekspeditricen mig fortælle at et enkelt lag maling dækker, som det skal, hvorefter jeg klappede i mine små fede hænder. Jeg maler nemlig altid mine vægge 3 gange. To gange mætter og dækker efter min mening ikke optimalt. Bum.

Men jeg skulle blive klogere. Bevares, malingen er tyktflydende og den dækker godt, men den hvide væg trænger desværre igennem hvor penselhårene varierer samt hvor penselstrøgene tager sin begyndelse. Det har været en forholdsvis frustrerende proces, fordi at effekten ellers er super lækker.

“Så maler du da bare to gange”, trøstes man af sit alterego og youtube-vejledningen ovenfor, men kalkmaling opfører sig stadig ikke som almindeligt maling, og lægger sig langt fra jævnt anden gang. Her suges malingen af det første lag og bliver, omend muligt, endnu mere stridsomt at “smøre” på væggen. Snøft.

Nej, kalkmaling er en bitch, men bitches get shit done, så jeg fortsætter min kalkmalingfærd og det skal sikkert nok lykkes mig at nå til vejs ende.

Kærligst Sab.

Nå ja, “Vil du male med kalkmaling igen?” spørger alteregoet afslutningsvist.

Ja – selvfølgelig, for effekten er som nævnt lækker, men jeg vil dog grunde min væg med en helt almindelig maling i samme nuance som kalkmalingen. Så man undgår at første lag suger andet lag til sig og det dermed kun bliver nødvendigt at male væggene én gang med kalkmalingen i al fald.

Desuden vil jeg efter endt maling seale mine vægge med den dertilhørende sealer selv om det matte resultat formindskes og væggene bliver en smule mere blanke. For væggene er sarte, særligt i nærkontakt med våde hunde, som billedet herunder illustrerer.

Hvad har I mon af erfaringer med kalkmaling?

Kærligst Sab, igen.

Pink og kulørte lamper

Det er aldrig for sent med haver eller indlæg om dem for den sags skyld. I princippet kan man gå i haven hele året rundt. Der er altid et eller andet at give sig til i haven hvad enten det er vinter, sommer,
efterår eller forår. Sidste forår mødte endnu en veninde, Anne, mig med en udfordring. Hun havde brug for en gårdhave-make over. Hun var træt af sin. Grå, kedelig og uoverskuelig at komme i gang med trods de beskedne 60 m2, den cirka måler. Hun havde brug for en glad gårdhave med farver og stemning.

Anne er langt fra grå. Man ser hende aldrig i den nordiske gråsorte uniform, som så mange kvinder inklusive mig selv altid ender i. Nej, Anne står ved sine farver, hvor særligt én farve træder i karakter. For Anne er sort, nemlig pink.

Anne havde altså brug for gode råd. Hun fortalte, hvad hun var til hvori pink var essentielt og over et par måneder fik vi os sporet ind på hvordan hendes gårdhave skulle optimeres.

Anne og K samt deres piger bor i et nybyggerkvarter med stringente former. Husene på gaden er ens, og placeret forskudt fra hinanden. Til alle huse hører sig en carport, en gårdhave samt en baghave. Anne kan sagtens se, når en stilart spiller, hun mener blot ikke fantasien rækker, når hun skal definere sin egen. Forståeligt. Som jeg før har nævnt er det altid nemmere at tage udgangspunkt i andres projekter end sine egne, hvorfor jeg kom på banen.

Anne og jeg blev enige om at fortsætte den stringente stil på huset i form af kvadratiske krukker i sort, træværk i sort og kvadratiske højbede af pallerammer i sort. Til gengæld måtte Anne plante sine højbede til med farverige stauder i pink, fylde krukkerne med farverige sommerblomster og forlænge de lyse sommeraftener med kulørte lamper. I sådan en gårdhave kan man vist kun være glad. Desuden efterspurgte Anne frugttræer, selv om hun egentlig havde opgivet sine drømme om frugttræer i den relativt lille gårdhave.

Det er min overbevisning at alle med have har plads til lige præcis det de har brug for i sin have for at det bliver deres have. Jeg foreslog hende derfor, at vi tog et par belægningssten op og plantede et dværgæbletræ i midten af haven. På den måde har hun udover frugt til efteråret også altid et træ til årstidernes pynt som julebelysning, påskeæg og hvorfor ikke – pigernes hamafigurer.

Udover farver i haven lokkede jeg Anne til at plante buksbom i nogle af sine krukker samt blandt stauderne i højbedene dels for at skabe orden i blomstervildnisset og dels for at tilføje gårdhaven stedsegrønt, som betyder: grønt hele året rundt og dermed mindre af al det grå.

Hermed lidt visuelt fra gårdhaveprojektet.

Før og klar til at gå i gang:

Efter med sortmalede højbede af pallerammer:

Efter med integreret sandkasse og æbletræ:

Og som afslutning. Kulørte lamper, pink lys i lanterner og  – blitz;):

Anne er tilfreds og i fuld gang med planer for resten af haven og jeg står hende selvfølgelig bi hele vejen, hvis hun har brug for det.

Kærligst Sab.

Ps. Husk, du kan følge mig på bloglovin, facebook samt instagram.

Pinsemarked på Trapholt

PHOTO CREDIT

Uha, jeg har mange emner til indlæg i tankerne, knap så mange på vej til tasterne, dog.  Jeg er pt udstationeret som censor i Ishøj og er forholdsvis ør i hovedet, efter dagens eksaminationer. Jeg vil dog lige huske jer på Trapholts pinsemarked som løber af stablen den kommende weekend og som virkelig er et besøg hver.

Kig forbi og se eventuelt sidste års forsinkede indlæg for nærmere information lige hér.

Rigtig god pinse.

Kærligst Sab

PS. Der er i det hele taget designweekend i Kolding den kommende weekend med masser af skønne tiltag og events. Se hér.

PPS. Krydr da besøget på Trapholt med Kviums særudstilling “Think bigger”, nu hvor muligheden byder sig. Det er helt sikkert min plan. Kultur er kool…eller noget.

Nyt fra brakmarken

Lige nu, mens I læser dette indlæg spankulerer jeg rundt på Chelsea Flower show og det jeg ser dér er forhåbentlig langt fra den brakmark, jeg ser på i det daglige for tiden. Brakmark og brakmark er måske en kende overdrevet, for en del faste elementer i haven sørger for, at den altid fremstår med en forholdsvis stram struktur. Det være sig blandt andet bøgehækkene som inddeler haven i rum, belægningen der stopper græsplænen i at tage overhånd og det faktum at A faktisk er ok cool til at slå græsset med et hensigtsmæssigt interval. Der er noget med mænd og maskiner. Mænd og havetraktorer. De finder ligesom hinanden og det er skønt, for jeg finder dem ikke med mindre selvfølgelig, at de kan stå i et køkkenskab. Man må ALDRIG gå ned på køkkengear.

Gangen har stjålet tiden fra haven i år og det har derfor været sløvt med haveindlæg. Jeg synes dog, jeg skylder jer et kig i min have anno 2017. Måske jeg ligefrem kan inspirere jer til at slappe af i jeres eller vice versa. Billederne er fra bededagsferien, så I skal forestille jer at ukrudtet i haven disse dage er fordoblet grundet al regnen og det lune vejr.

Drivhuset. Jeg har dog fået mig taget sammen til at sætte lidt grøntsager. Venligst forspiret af en veninde.

Måneskinsbedet. Jeg satte hvide tulipaner i efteråret og omtrent en trediedel trodsede mosegrisene eller hvad det nu er for skabninger, der æder mine afgrøder. Månestien er stadig ikke lagt.

Random. Brakmark med masser af rabarber, jeg desværre ikke har fået tid til at gå ombord i endnu. En lysestage i æbletræet, og et bevis på at hække og sten trods alt holder havens struktur intakt. Hurra for haveplaner. Mere om det i et andet indlæg.

Jeg har stadig masser af planer med haven. Selvfølgelig har jeg det. Og jeg får helt sikkert mange flere lige nu.

Juhuu.

Rigtig god Kristi himmelfartsdag.

Kærligst Sab.

Okkerdrømme

Omkring vinterferien tikkede en messengerbesked ind på min mobil i stil med: “Jeg mangler inspiration til min entré. Er du frisk?” JA, selvfølgelig, for jeg elsker små “opgaver” som dem, særligt fordi det ikke er hos mig selv. Gnæk Gnæk.

Det er altid nemmere at indrette andres boliger og haver for den sags skyld, end sin egen. Hvorfor? Måske fordi, at det man bestemmer sig for hos sig selv skal være så holdbart, at man kan holde ud at gå i det – et par måneder i hvertfald.

Hos andre er det ikke en problematik, man skal tage stilling til. Der skal man nærmere overveje hvordan deres personlige stil kan afspejles bedst muligt i deres i boligindretning uden at funktionaliteten ryger. Uden funktionalitet dur helten nemlig ikke. Det har jeg lært på den hårde måde gennem flere års familieforøgelse og som hundeejer.

Sanne havde altså brug for ideer, og jeg foreslog hende to veje. Blå eller rød. Hun valgte den røde- eller okker/terracottavejen, som jeg nok nærmere vil kalde den. I dag ser jeg, at den blå var alt for nordisk minimalistisk til hende. En varmblodig okker/terracotta er det helt rigtige. Hun klæder sig ofte i brændte farver, hun skræmmes ikke af pyntegenstande i primærfarver og en stueendevæg har hun valgt at male i en lækker brændt grønlig farve.

Jeg skriblede ideer ned til hende, fandt farvekort og smed dem hendes vej. Hun accepterede og er nu i fuld gang og jeg glæder mig til resultatet.

Sannes entré er et lille kvadratisk rum med forholdsvis meget dagslys. Det var holdt hvidt-i-hvidt med sparsom indretning. Enkelt, nemt og funktionelt, som også kan forstås på en anden måde, men som langt fra egentlig er Sanne. Sanne er til fest og ballade, og det skal hendes entré også være. Jeg foreslog derfor en colorbox-agtig indretning.

“Mal alt!” på nær gulvet i samme okker/terracotta farve og sørme om hun ikke var frisk på det, selv om husbonden vist stadig skælver lidt. Undskyld N.

Desuden foreslog jeg hende en spejlvæg på den ene væg. En bænk, med skind og planter ved den anden samt en knage-anordning. Jeg foreslog hende at entreens lyskilder kunne være en kombination af væglamper øverst i en række på væggen med spejlene samt en mere hyggelig belysning ved bænken.

På gulvet i midten var min ide, at hun skulle placere et kelimtæppe.

Mit moodboard kan give et praj over hvad jeg har tænkt, selv om boardet allerede afviger fra de originale skiblerier Sanne fik. Sådan er det med ideer, de udvikles og omtænkes og når Sanne er færdig er resultatet helt sikkert et helt tredie.

/1 New works pendeller (pendellamper til hyggebelysning)

/2 Optic Wave Væglampe fra Design by us (væglampe som overordnet lyskilde)

/3 Planter, altid! Disse er fra IKEA.

/4 Jotun Lady farvekort. Brændte farver

/5 En spejlvæg. Disse er blandt andet fra fenomen.dk og barokko.dk

/6 Skind

/7 Jørgen Bækmarks Bænk i flet fra Coop.

/8 Kelimtæppe fra Afghanistan

Jeg glæder mig til at se mine teorier i praksis hos Sanne, så entréen ikke længere er min, men hendes.

Kærligst Sab

Jeg elsker Petra

men Petra elsker ikke sig selv og dermed er hun nok som kvinder er flest, desværre.

Photocredit

Hvad har det egentlig med bolig at gøre? Intet. Men en bolig rummer jo f…… alt og derfor har jeg carte blanche til at blogge om alt, der ligger mig på sinde. Juhuu.

Det gør Petraer og DR3s super fine dokumentar “Petra elsker sig selv”, for hvor er det dog tankevækkende og trist at en smuk og naturlig kvinde som Petra netop ikke elsker sig selv og hvor er vi desværre alt for mange som hende. Petraer i alle aldre, der taler og tænker tarvelige tanker om sig selv. Som taler grimt til sig selv, som er evigt badevægtslaver, træningsslaver og restriktive madvaneslaver. Hvor er det trist at så meget god energi absorberes af en evindelig stræben efter et uopnåeligt skønhedsideal.

Suk! Det er et tungt mønster, vi skylder hinanden og vores døtre at bryde, men jeg synes virkelig, vi skal gøre et forsøg.

You go girls!

Kærligst Sab.

Ps. I kan se “Petra elsker sig selv” på Dr3 tirsdage kl 21.30 eller streame fra DRs hjemmeside. Skynd jer, det er vigtigt og jeg er sent ude med anbefalingen.

Spiir DIY Award 2016