Der var engang en gang -fortsat

Så var det slut med gangen- virkelig slut. Nu var gangen ikke længere en gang, nærmere en gennemgang husets beboere brugte, når de skulle fra den ene ende af huset til den anden.

Skabene var rykket ud, loftet revet ned og dele af skumtapetet var skrabet af væggene. En enkelt dag havde det taget. Det var til at overskue, syntes husets ejere. Støvet var til gengæld knapt sådan til at overskue. Det lå som et lille fint, tyndt lag i det meste af huset, og det måtte der bestemt gøres noget ved.

Men først ventede endnu en omgang nedrivning og opbrydning. Alt tapetet var nemlig endnu ikke skrabet af væggene og gulvet endnu ikke brudt op og gravet ud. Det måtte vente lidt. Husejerne havde nemlig også et arbejde- samt et familieliv, de skulle passe. Husejerskeinden ville dog leje en tapetdamper til den kommende weekend, så der igen kunne tages en tørn i gennemgangen.

Det var en beskidt omgang de to husejere måtte igennem, men det var også en spændende omgang, for da de havde fjernet den tidligere gangs skabe, kunne de tydeligt se spor fra den mur, der førhen havde opdelt gangen samt spor fra trapperne i de tidligere to gange. Huset var et gammelt hus fra 1923, det var derfor ret så interessant med et indblik i husets oprindelige arkitektur, hvis man altså var til den slags.

Det var den tidligere gangs husejere heldigvis og de var i særlig grad optaget af den fremtid, de spåede for den tidligere gang. Det skulle minsandten nok blive en rigtig flot entré – engang.

Kærligts Sab.

relaterede indlæg

Der var engang

…en  gang. Og for enden af den gang, var en dør. Og for enden af  den dør, huserede to husejere med skumle planer om at forvandle den gang til en lækker, ryddelig, funktionel entré uden krummelurer, kig til rå murstensvægge og vakkelvorne trappegelændere.

Gangen havde sikkert engang været en meget smuk gang. Engang for længe længe siden. Så langt tilbage som ingen helt kunne huske.

 

Faktisk havde gangen været to små smukke gange, fordi gangen i sin tid havde været opdelt af en mur. Det vidste husejerne, fordi de havde gamle tegninger af huset. Huset var nemlig tidligere statsejet. Det hørte til den meget smukke stationsbygning på den anden side af den nedlagte banestrækning. Men det var gangen ikke længere. Hverken smuk eller opdelt. Til gengæld var gangen ret lang og smal og de kendsgerninger måtte de to husejere virkelig inddrage i deres skumle planer.

Husejernes skumle planer indbefattede blandt andet nedrivning af de nuværende skabe, nedrivning af det nuværende rustikloft, opbrydning af det nuværende gulv, nedrivning af det nuværende skumtapet, som helt sikkert ville indbefatte nedrivning af store dele af muren- det var jo en gammel gang, samt til sidst men ikke mindst nedmontering af den nuværende trappe.

Det skulle nemlig være rigtig skidt, før det kunne blive rigtig godt.

Sådan begyndte historien om den gamle slidte gang, der nok skulle blive en meget smuk entré – engang.

Kærligst Sab

 

På julevisit vol. 3

Jeg når lige at invitere jer indenfor hos Birgitte en sidste gang inden julen er omme.

Jeg er med på, at det er lidt sent med juletips, men om ikke andet kan ideerne lagre sig og så lover jeg at linke til dem næste år, når vi nærmer os tiden igen.

Vi kom fra stuen sidst men dvæler et øjeblik ved den i dette indlæg. Jeg fik nemlig ikke vist jer væggen, familien har valgt at male grøn. Mørk grøn. Flüggers vogngrøn. Et modigt valg, der i høj grad tilføjer den lyse bolig masser af stemning. Mørke farver lokker med lun hulestemning og det er præcis den stemning nye huse eller blot huse med hvide vægge ofte mangler. Sidder du i noget lignende? Synes du stuen mangler stemning? Så mal en væg. Du vil blive så glad for det.bcs-groennevaeg

I boligen fungerer blandingen mellem nyt og gammelt og klassisk og moderne side om side. Det gamle
skrivebord fra teen-age-værelset, hvis understel har fået den samme vogngrønne farve som væggen, falder derfor naturligt ind som et fint afsættermøbel til laptop’en eller små julestillebens.

bcs-groenne-stilleben

 

Jeg nævnte i første indlæg om Birgittes bolig, at jeg var forbi til et lille barselsvisit for at hilse på det 3. skud på stammen, med andre ord -børn er der plads til hos Birgitte og Jannik. De har derfor fået lov til at invadere køkkenøen i det klassiske hvide køkken med perlebakker og tusher, julepynten med glimmer og englevinger og kalenderlyset med lakridskonfekt.
bcs-hvide-koekken

bcs-engleboern

Hvilket barn vil ikke falde i svime over et kalenderlys pyntet med lakridskonfekt?

lakridskonfekt5
Det var enden på julen for i år. Jeg har endnu fine billeder fra Birgittes bolig, men dem vil jeg berige jer med i andre sammenhænge i kommende indlæg.

Jeg håber, I havde nogle fantastiske juledage.

Vi skrives ved.

Kærligst Sabrina

 

 

 

 

 

 

På julevisit vol. 2

Hos Birgitte er husets hjerte, stuen. I forlængelse af den er alrummet og køkkenet placeret.

Stuen er stor og rummelig med masser af gulvplads til kolbøtter og deslige. Sofaen fylder godt i hjørnet og indbyder til hyggelige timer på langs, den fungerer desuden som et fint anker for et par fine billede-stillebens.

bcs-stue

Hyggelig er virkelig adjektivet, man har svær ved at komme udenom, når man refererer til Birgittes bolig. Huset er nyt og lyst, men emmer allerede af atmosfære, personlighed og ja – hygge, fordi væggene ikke står som kridhvide, kvadratiske felter i tomme rum. At farven på væggene er ral 9001 varm-hvid forstærker blot den hyggelige atmosfære. En kridhvid eller modehvid kan trods sin neutralitet sagtens “larme” som farve. Jeg startede faktisk selv ud i sin tid med en modehvid på væggene i vores stue, men kunne hurtig fornemme at farven ikke var den rigtige, hvorfor jeg måtte kassere malingen og male om- igen. Væggene er derfor ud over cafélatte-endevæggen eller “prut-farven”, som min såkaldte veninde så yndigt proklamerede, cremehvide.

Wegners gyngestol trængte til en kærlig hånd, men har efter en tur ved snedkeren fået nyt liv og sætter et fint punktum i hyggehjørnet.

Hermed lidt stille julenostalgi fra sofahjørnet.

bcs-hylde
bc-stilleben4

I alrummet pryder to af de ekstravagante Splügen Bräu pendler fra FLOS over et lyst spisebord omringet af Eames’ spisebordsstole. En gammel divan – et arvestykke fra barndomshjemmet – er blevet nypolstret i gråt og skaber dermed en fin sammenhæng mellem nyt og moderne og gammelt og klassisk interiør.

bcsbolig-alrum

bcs-divan

Vi ses snart til endnu et kig hos Birgitte.

Rigtig god søndag.

Kærligst Sab.

På julevisit vol.1

I sidste uge var jeg på julebarselsvisit hos en skøn veninde fra gymnasiet. Jeg har op til flere gange tænkt på, hvor oplagt en boligreportage skudt hos hende vil være, fordi jeg synes, hun i den grad forstår at hygge om sit hjem. Faktisk tog jeg billeder hos hende i foråret, men mit kamera er siden blevet optimeret, og de billeder jeg dengang tog, yder ikke hjemmet fuld retfærdighed, hvorfor jeg i sidste uge fik lov at skyde lidt nye – krydret med julerier.

Min veninde bor i det man vil betegne som et nybyggerkvarter. Oprindeligt var området en mark, men på få år blev det til nyanlagte villaveje med parcelhuse på begge sider. Det er spændende med nybyggerkvarterer, særligt når hækkene gror i vejret og haverne tager form. Hér begynder diversiteten i kvarteret nemlig at træde i kraft. Den kan godt være liiidt besværlig at spotte indtil da.

Når man besøger min veninde i julemåneden bydes man først og fremmest velkommen af den hyggeligste juledørpynt. “Kom endelig indenfor”, siger det skødesløse, lidt skæve juletræ ved døren og man fornemmer straks, at det vil blive lunt og godt bag fordøren.

bcs-bolig-2

I entréen bydes man velkommen af et fint filigrantræ – undertegnede og min bedre halvdel, host, host, har kreeret et par år tilbage – men som min veninde har forvandlet til et sort grafisk element i den ellers lyse gang.

bcs-bolig3

bcs-bolig4

Muuto The Dots knager tager i mod overtøjet og et lille stilleben hygger i hjørnet på en mørk træskænk.

bcs-bolig-5

Min veninde forstår at jule i alle rum.  Hun gemmer ikke al pynten til stuen og køkkenet, som ofte bliver tilfældet, fordi man ikke har lyst til at degradere det fine julepynt til underordnede rum i boligen. Men faktum er, at entréen definerer det førstehåndsindtryk besøgende får i et hjem og hvis man har i sinde, at det skal være godt, er det en fordel at hygge om det.

(Note to self; rå murbrokker giver IKKE det bedste førstehåndsindtryk, Sab).

Det lange kig fra alrummet vidner om en hyggelig entré med indgang til husets hjerte, nemlig stuen.

bcsbolig-5

Lad os mødes i den om et par dage.

Kærligst Sab.

 

 

 

 

Snigløbet af advent

Jeg blev snigløbet af advent og efter alt at dømme i blogland og min omgangskreds, er jeg ikke den eneste.

Jeg dropper den i år og tyr til færdigproduceret adventspynt i den store kasse med julepynt, jeg i øvrigt heller ikke har fået tømt for indhold endnu.

I teorien er jeg altid i god tid, men i praksis bliver julepyntningen her i huset altid en længerevarende proces- som Gertrud Sands julepyntning. Jo nærmere vi kommer julen, jo mere julepynt i vinduerne.

Jeg nåede dog kalenderlyset og her er mit bud.

 

kalenderlys-1-2016

Enkel og tone i tone.

Hvis I føler jer inspireret og har lyst til at “kopiere” skal I bruge:

Et kalenderlys

En/et krukke/glas i samme farvetone som kalenderlyset evt. i sæsonens mørk grønne, mørk kongeblå, eller mørk bordeaux

Ler og kogler, i dette tilfælde fra lærk, samt tråd til at vikle om koglerne.

Et drys glimmer, hvis I, som jeg, ikke kan lade være.

Fremgangsmåden kender I. Hvis ikke, stikkes først lyset i leret og derefter de trådede kogler.

Sådan.
kalenderlys-2-2016

Vi skrives snart ved til en update fra julebazaren på Kolding Designskole og endnu flere julerier.

Kærligst Sab.

Julepynt med humør

Da jeg i sin tid holdt mine første juleaftener, var juletræet pyntet med hvidt, så rødt og siden pastel. I dag er pynten en umiskendelig blanding.

Der findes virkelig mange bud på smukt pyntede juletræer i afstemte nuancer og temaer og jeg fristes altid til at skifte hele julesortimentet ud med årets juletendenser. Jeg forsøger dog som regel at besinde mig. Man kan jo blive ved med at købe sig fattig i julepynt og der skal som bekendt være lidt moneter til julegaverne.

Jeg tror dog liiige, jeg må lande en enkelt eller to af disse fine juleornamenter fra Camilla Plums sortiment. De vil nemlig passe godt til min umiskendelige blanding. En blanding der ikke længere er farveafstemt, men vigtigst af alt enten fortæller en historie eller er ret god humor.

julepynt

1/ Et Spejlæg– jeg elsker spejlæg.

2/ En Alien – med en alien på juletræet udviser man venligsind- skulle det komme til en invasion på et tidspunkt, hvem ved?

3/Et marsvin – så kikset, at det er god stil

4/ En boremaskine– til handy-manden.

Alle glasornamenternerne er håndmalet og mundblæst fra Rusland/Polen. Se netshoppen for mange andre varianter. Der er ornamenter til enhver smag og prisen er fair taget håndarbejdet i betragtning.

Kærligst Sab

Ps. Hvordan pynter I jeres træ?

Fra black coffee til latte

Efterårsferien er længe glemt. Ugerne flyver afsted og om lidt er det december.

Boligentusiasternes yndlingsmåned. Det bliver skønt.

I år, som i alle år, har jeg tænkt mig at gå i gang i god tid, så jeg kan få julet max og så meget som muligt inden øglerne forstår, at det faktisk er det, jeg har gang i.

En boligentusiasts noget nær værste mareridt er, når ungerne tilbyder sig som pyntenisser. Indrøm bare.

Pludselig ser man alt sin fine julepynt, som normal vis er nøje afstemt i farver og nuancer til nøje afstemte rum og faste pladser, hængt i ét eneste hjørne. Hulter til bulter fra dørhåndtaget og ned, fordi purkene desværre ikke er højere end som så.

Der røg den juledrøm, men det er selvfølgelig  “godt de kan”, som min venindes svigermor altid konstaterer, når min veninde beklager sig over sine børns genvordigheder.

Jeg vil dog inden, jeg går all in i juleriet på bloggen her, lige vise jer min “hovsa-farve” på endevæggen i stuen. Det var nemlig slet ikke den farve, jeg have tænkt mig at male væggen i, da jeg i efterårsferien trængte til en ny.

Jeg tror, jeg havde tænkt mig en lys grå. Jeg var i hvertfald blevet træt af den daværende black coffee farve, som efterhånden også havde været på væggen en del år, (3 to be exact,) alt for længe i en boligentusiasts bolig.

Jeg besøgte derfor min lokale farveforhandler og luftede mine tanker. Farven jeg kom hjem med var ikke grå, nærmere cafelatte lysbrun. En lysere toning af Jotuns farve, Cashmere fra deres seneste farvekort/2017. Jeg var med på farven i butikken, men den var godt nok angstfremkaldende på panelerne hjemme. Så angstfremkaldende, at jeg kørte tilbage til butikken for en omtoning, men ekspedienten nægtede. Hun troede på sig selv, farven og mig, så jeg vendte hjem og tog mig sammen. Nu retrospektivt, var det godt jeg/hun holdt fast, for det er faktisk lækkert at føle sig “svøbt” i cremet café latte.cafelatte1

Jeg lader derfor farven stå lidt, endnu.

cafelatte2

 

cafelatte3

Til foråret får jeg måske lyst til at “svøbe” mig i strawberry daiquiri. Hvem ved?

Kærligst Sab

Endnu en gallerivæg

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om eftersårstiltag i boligen som eventuelt kunne indbefatte opsætningen af en gallerivæg.

Det indlæg tog jeg selv ret bogstaveligt. Jeg har nemlig efterfølgende forsøgt mig med ideen.

stuegalleri2

Jeg er ikke helt færdig endnu, men min plan med hjørnet er, at det meste af væggen skal “dækkes” af rammer. Der er altså plads til flere plakater endnu. Juhuu.

Måske jeg burde få mig et par stykker af Sanna Wieslanders metaforiske illustrationer, som sammenbringer mennesker og dyr i et skønt ironisk fabelvæsen-univers.

skaermbillede-2016-11-11-kl-13-33-52

Tilbage til gallerivæggen. Som jeg foreslog i indlægget Efterårsgalleri, er det nemt og billigt at skabe en gallerivæg, hvis blot man samler de billeder, man har hængende rundt omkring. Det er tilmed en god ide at samle sine billeder sammen, hvis man ønsker en gallerivæg, fordi en sådan skaber blikfang og derfor “fylder” meget i rummet. Man vil drages af en gallerivæg, som man jo generelt drages af billeder på vægge. Det er derfor vigtigt at skabe ro omkring de resterende vægge i rummet, så øjet og sindet har mulighed for hvile.

Der er mange bud på nettet og på hvordan en gallerivæg bedst opsættes, men der er altså ingen regler efter min mening.

stuegalleri1

Et tip dog: Det er en god ide at starte ud med et ankerbillede, man således bygger sin gallerivæg op omkring eller ud fra.

Mit ankerbillede var plakaten over sofaen. En efterhånden gammel sag fra Trapholt, jeg ikke kan skille mig af med. Måske fordi jeg er stor fan af vores fantastiske møbelarkitekters bud på stole og med en plakat som denne, ejer jeg hver og en.

God fornøjelse med projektet, hvis I får lyst.

Rigtig god weekend.

Kærligst Sab.

 

På pudejagt

Det slog mig den anden aften i sofaen at vores stue er en ret tydelig manifestation af mit kvindelige indretningsgen. Der er lige rigeligt med rosa nuancer, personlige klenodier knyttet til min persona, samt plakater fundet og valgt af….mig. Jeg tror dog ikke fænomenet er enkeltstående. Faktisk tror jeg, de fleste boliger, hvor indretningens overflade betyder noget, er indrettet af kvinden i huset. Livet er hårdt, indretning er let og præcis derfor er det en tryg overflade at skjule sig bag engang i mellem, selv om det er et skalkeskjul. Det er jeg helt med på.

Problemet med mænd og indretning er blot, at det ofte betyder mindre for mænd med indretningen. De har sgu da helt ærligt andre og mere fornuftige ting at give sig til og skulle man så få trang til at implementere deres personlige klenodier i boligen er det ofte sparsomt med eksempler på selvsamme.

I al fald hos os… Det er alligevel begrænset hvor æstetisk dekorativ fodboldtrofæer og pokaler trods alt kan påstås at være, selv om aluminium nok bliver den kommende hippe metaltype i boligindretningen og selv om der ligger flotte præstationer bag.

Altså må man nok i de fleste tilfælde selv tage affære, hvis man mener stuen eller et andet rum behøver et mere maskulint islæt og hvorfor så ikke begynde med nye puder til sofaen.

Man kan nøjes med at skifte betrækket. Ikea og H&M har mange gode bud på rigtig fine billige pudebetræk, men har man mod på lidt mere, har jeg fundet lidt forskellige maskuline bud til jer i skønne skønne cyberspace.

Først i kernelæder fra Muubs som ældes med ynde. Fundet på pudeguiden.dk

kernelaederpude0-09-kl-20-13-36-1

Så en lækker velour-sag fra Skriver Collection fundet på Trendyliving.dk

sort-imiteret-laeder10-09-kl-20-23-53

Til sidst en lækker etnisk inspireret pude fra Au Maison fundet på Trendyliving.dk

skaermbillede-2016-10-12-kl-14-41-05

Jeg vil våge at påstå, at puderne går rigtig godt sammen tilfældigt henslængt i en grålig sofa.

Vi skrives ved.

Kærligst Sab

 

 

 

Spiir DIY Award 2016