EAT ME i efteråret

Som i EAT ME udstillingen på Trapholt.

Den fik vi besøgt i ferien, som efterhånden er et par uger siden og det var altså en oplevelse.

Min skønne veninde aka Bjørn og jeg tog en dyb indånding og trak forholdsvist optimistisk ungerne med på museum. Der skal stoppes kultur i halsen på de unger og det kan ikke blive tidligt nok, så pyt med, at de var sultne inden vi overhovedet havde betalt for indgangen og at den chokoladebar, jeg fik købt til overpris i museumsshoppen var lavet på insekter. Den gled ned og det gav 5 minutters overskud på blodsukkerkontoen.

Er EAT ME for børn?

Realistisk set er EAT ME ikke en udstilling for treethalvt årige i al fald. Der gik lidt for meget “IKKE PILLE, IKKE PILLE!” i den og den stakkels kustode fik sit for. Når det så er sagt, var det simpelthen en genial udstilling. Tankevækkende, gruopvækkende og smuk.

Smuk og provokerende

For boligbloggeren og fæller i den dur, var der en fantastisk og nervepirrende udstilling (når man som nævnt har treårige med) i samarbejde med Bo Bedre om danskernes middagsbord fra 1950 til et fremtidsbord. Service, interior og spisebordsarrangementer var fundet frem fra de respektive årtier og smukt opstillet som nogle af os husker barndomshjemmet eller bedsteforældrenes spisestue. Den udstilling kunne jeg godt have dvælet ved længere end de 2 minutter jeg fik lov. Tak børn.

Spisestuer fra 1960 og 1970

Spisetue fra 1980

Kan I mon gætte hvilke årtier spisestuerne illustrerer?

spisestue i 1950

Derudover passerede vi blandt andet et krymmelbetrukket spisebord, et rum malet med chokolade, fallosagurker i alle størrelser og former – go figure – og nå ja, Evarestti  på pletten igen. Ikke med guldfisk i blenderen, men med kødboller konserveret i Evaresttis eget fedt. Han forstår at provokere.

Bord og stol med krymmel

Dan Banninos ‘Still Diets’

Barokkens pompøse billedkunst med forgængeligheden som motiv, var moderne fortolket i stillbilleder af Dan Bannino. Den udstilling var både Bjørn og jeg ret vilde med. I kan se, hvad jeg mener hér. Meget fint og detaljeret fotokunst, man kunne have dvælet ved i timevis. Bag denne udstilling var det muligt at deltage i en smagsprøvekonstellation, vi desværre ikke nåede at få en plads til, men som jeg helt sikkert tror, er 30 kr. ekstra værd.

Still diet

Alt i alt en imponerende udstilling. EAT ME er virkelig et besøg værd og byder på oplevelser for de fleste uanset hvor stor en kunstinteresse man har. Læs mere om tankerne om udstillingen hér. I det hele taget skal man forkæle sig selv med de specialudstillinger museerne byder på rundt i det ganske land, de udvider ALTID horisonten blot en lille smule på selv den stædigste skeptiker.

Accessories

Hvis jeg skal nævne et lille minus, så synes jeg muligheden for at accessorize plakater og postkort efterfølgende manglede. En chokoladebar lavet på insekter er ikke det, jeg umiddelbart forbinder med den perfekte accessory, men nu er jeg jo også bare en boligblogger. Jeg kunne virkelig godt tænke mig et tryk af Dan Banninos ‘Still diets’, der var så smukke og tilpas sarkastiske, at de fint kunne pryde en væg i min stue. Øv bøv, men mon ikke de kommer på markedet på et tidspunkt. Hermed en opfordring til Just Spotted (reklamelink) og en til jer.

Afsted til Kolding på Trapholt museet, udstillingen er at finde et godt stykke ind i 2018.

Kærligst

Ps. Udstillingen er gratis for børn.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *