Update igen, igen, igen

Stadig ikke færdige og hermed fortsættes dette indlæg uden diverse undskyldninger. Vejen til helvede er jo som bekendt brolagt af selvsamme.

Lad mig i dette indlæg i stedet fokusere på alle de ting vi faktisk har nået.

Elektrikeren har været forbi, han mangler at tilslutte et eller andet, som han har forsøgt på at forklare mig en del gange efterhånden uden held. Han mangler endvidere at montere afbrydere og stik, men her er vi stødt på et problem. Det er ak og ve ikke længere muligt at købe de afbrydere, vi har monteret i de resterende rum i huset. Vi er derfor på afbryderjagt. Så hvis du kender nogen, der kender nogen, så sig endelig til.

Afbryderen er fra LK Classic sortimentet, (jeg beklager de fedtede fingre og spejlbilledet med fotografen.)

Mureren har været forbi og gulvet er lagt bortset fra et par kringlede hjørner og den sidste fuge. Det er så smukt og…sart, desværre. Men jeg håber virkelig, imprægneringen og den voksbehandling fliserne skal behandles med afhjælper det problem. Ellers…

For en sikkerhedsskyld har vi dækket gulvet til med pap.

Maleren har været forbi, og væggene er klar til kalkmaling. Jeg håber på, at tage de første strøg denne uge. Bør det være et benspænd?

Loftet er malet, listerne er sat op og endnu en omgang akrylfuge-arbejde kan tage sin begyndelse, inden de sidste omgange med højglansmalingen kan stryges på. Denne gang bruger jeg malerfinishfuge fra Dana Lim, som kan slibes og som svinder minimalt.

I sin tid da vi renoverede stuen faldt valget på højglansmaling til al tydelig træværk i rummet og den tråd har vi tænkt os at fortsætte. I al fald når det gælder bjælkerne i loftet. Vi har sidenhen malet diverse lister matte igen. Tiden rendte fra højglansmalingen, men effekten med bjælker i højglans er dog så fin, at vi gentager succesen i gangen.

Nå ja, jeg går udfra at A tænker i trappen. Han plejer at regne den ud. Det sker også, at han sender mig en mail med forslag til gelænder og ophæng, men ellers går det nok. Vi kan jo bare beholde, den vi har.

Kærligst Sab.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *