Okkerdrømme

Omkring vinterferien tikkede en messengerbesked ind på min mobil i stil med: “Jeg mangler inspiration til min entré. Er du frisk?” JA, selvfølgelig, for jeg elsker små “opgaver” som dem, særligt fordi det ikke er hos mig selv. Gnæk Gnæk.

Det er altid nemmere at indrette andres boliger og haver for den sags skyld, end sin egen. Hvorfor? Måske fordi, at det man bestemmer sig for hos sig selv skal være så holdbart, at man kan holde ud at gå i det – et par måneder i hvertfald.

Hos andre er det ikke en problematik, man skal tage stilling til. Der skal man nærmere overveje hvordan deres personlige stil kan afspejles bedst muligt i deres i boligindretning uden at funktionaliteten ryger. Uden funktionalitet dur helten nemlig ikke. Det har jeg lært på den hårde måde gennem flere års familieforøgelse og som hundeejer.

Sanne havde altså brug for ideer, og jeg foreslog hende to veje. Blå eller rød. Hun valgte den røde- eller okker/terracottavejen, som jeg nok nærmere vil kalde den. I dag ser jeg, at den blå var alt for nordisk minimalistisk til hende. En varmblodig okker/terracotta er det helt rigtige. Hun klæder sig ofte i brændte farver, hun skræmmes ikke af pyntegenstande i primærfarver og en stueendevæg har hun valgt at male i en lækker brændt grønlig farve.

Jeg skriblede ideer ned til hende, fandt farvekort og smed dem hendes vej. Hun accepterede og er nu i fuld gang og jeg glæder mig til resultatet.

Sannes entré er et lille kvadratisk rum med forholdsvis meget dagslys. Det var holdt hvidt-i-hvidt med sparsom indretning. Enkelt, nemt og funktionelt, som også kan forstås på en anden måde, men som langt fra egentlig er Sanne. Sanne er til fest og ballade, og det skal hendes entré også være. Jeg foreslog derfor en colorbox-agtig indretning.

“Mal alt!” på nær gulvet i samme okker/terracotta farve og sørme om hun ikke var frisk på det, selv om husbonden vist stadig skælver lidt. Undskyld N.

Desuden foreslog jeg hende en spejlvæg på den ene væg. En bænk, med skind og planter ved den anden samt en knage-anordning. Jeg foreslog hende at entreens lyskilder kunne være en kombination af væglamper øverst i en række på væggen med spejlene samt en mere hyggelig belysning ved bænken.

På gulvet i midten var min ide, at hun skulle placere et kelimtæppe.

Mit moodboard kan give et praj over hvad jeg har tænkt, selv om boardet allerede afviger fra de originale skiblerier Sanne fik. Sådan er det med ideer, de udvikles og omtænkes og når Sanne er færdig er resultatet helt sikkert et helt tredie.

/1 New works pendeller (pendellamper til hyggebelysning)

/2 Optic Wave Væglampe fra Design by us (væglampe som overordnet lyskilde)

/3 Planter, altid! Disse er fra IKEA.

/4 Jotun Lady farvekort. Brændte farver

/5 En spejlvæg. Disse er blandt andet fra fenomen.dk og barokko.dk

/6 Skind

/7 Jørgen Bækmarks Bænk i flet fra Coop.

/8 Kelimtæppe fra Afghanistan

Jeg glæder mig til at se mine teorier i praksis hos Sanne, så entréen ikke længere er min, men hendes.

Kærligst Sab

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *