Summer camp is over

Det var sommeren 2017. Hvor alle kaldte mig Sab, og det ikke gjorde en forskel. Det var sommeren, hvor vi tog til Kellerman’s … eller Lazise eller noget. Alt var muligt. Solen skinnede, poolen forfriskede og drinksene kølede.

”Jeg går op til restauranten og ser hvad der sker”, sagde jeg en aften. Tog en cardigan over skuldrene og smuttede hurtigt ud ad teltet.

På restaurantpladsen bag scenen overhørte jeg de ansætte irettesættes af resortens ejer – noget med at holde fingrene og deslige for sig selv. Jeg fortsatte derefter op foran scenen, hvor jeg efter at overvære en mambo, pludselig fandt mig selv som mere eller mindre ufrivillig rekvisit i et tryllenummer på scenen, – noget med, at jeg blev savet midt over.

Hvileløst gik jeg derefter omkring på pladsen for pludselig at opdage, jeg var kommet på afveje på en gangbro for ‘Staff Only’. Her stødte jeg på Billy med tre vandmeloner og jeg tilbød ham at hjælpe, selv om han først bad mig forlade området. ”No guests allowed”, sagde han, hvorefter han hurtigt kapitulerede. Melonerne var tunge, jeg så bedrøvet ud og han lod mig hjælpe ham under formaningen ”Du holder kæft!” – eller noget lignende.

Jeg fulgte derefter efter ham ad gangbroen, der førte os lidt outsides resorten. Vi nærmede os lys bag duggede ruder og svagt dunkende musik perfekt til beskidt danseri. Billy åbnede døren og pegede med et nik ind mod dansegulvet. Han lod mig passere ham i døråbningen og jeg ramtes med det samme af en lummer, tung luft.

I dampende, tæt dans bevægede par sig i sensuel rytme sammen fuldstændig opslugt af hinanden og musikken – noget med  The Contours: ’Do you Love me’.  Ingen tog tilsyneladende nogen notits af os i døråbningen,

”Hvor har de lært at danse sådan”, spurgte jeg en smule fortørnet.

”Lært!?” Svarede Billy. ”Velsagtens hjemme i kælderen.”

Jeg var i chok, det var beskidt danseri for alle pengene og jeg ville være med.

Fra bagindgangen ankom i samme øjeblik den høje mørke danselærer med sin partner, jeg godt havde set under mamboen på restaurantpladsen, Johnny Castle – eller noget. Han dansede op med sin dansepartner, hvorefter han gik hen imod Billy og mig.

”Hey fætter, hvem er hun? spurgte han med et misbilligende blik. ”Hun kom sammen med mig, svarede Billy.

”Jeg bar en vandmelon” Han rullede med øjnene og returnerede til dansegulvet. ”Jeg bar en vandmelon”, gentog jeg rystende på hovedet.

”Uhh baby I’m a Love Man”- tonede højtalerne straks efter og Johnny Castle dansede hen imod mig med et insisterende blik, hvorefter han med sin pegefinger beordrede mig ud på dansegulvet….”Moar, Moar! Kommer du snart ud i vandet igen?”

Mig, forvirret just vækket fra en skøn skøn, men dog kun en drøm ”Ja, jeg slikker lige lidt sol.”

-Når du er færdig med at spise slik, kommer du så? (Stormy 3 år, udtal alle s’er som d.)

Velkommen tilbage. Bloggen er åben 😉

Kærligst

Ps. Piani Di Clodia, resorten eller campingpladsen, om man vil, jeg dagdrømte på, ligger ved Gardasøen. Den har bestemt også sin charme, men en lidt anden end Kellerman’s i upstate New York, forstås.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Skriv til mig, så er du sød

  • SVAR

    Super, du er tilbage. Så fik Gunnar og jeg et eftermiddagssmil. Vi levede os fuld ind i drømmen. Knus

    • SVAR

      Hej Jytte. Jamen jeg er da glad for, at jeg kan dagdrømme for flere;)
      Hils ham den rare Gunnar.
      Kh Sab