Nybyggeri og tandstikker

tandstikker

I søndags var jeg traditionen tro inviteret til brunch hos en tidligere studiekammerat. Vi er 5-7 stykker som mødes efter planen i teorien to gange årligt, hvilket desværre kun bliver til en enkelt gang hvert andet år. Men vi er standhaftige, for vi holder ved. Det er trods alt for ærgerligt at gå helt glip af hinandens selskab, og når man har noget at tale om, gerne i munden på hinanden, er det jo også synd at stoppe en årelang og hyggelig tradition.
For hyggeligt det er det.
Det slog os dog pludseligt alle til denne brunch, at vi med tiden har ændret samtaleemne fra nyeste flamme, nye studiejobs, valg af uddannelse…osv., til noget så paradoksalt som valg af bolig og tandstikker…
Gang på gang vendte samtalen tilbage til at omhandle disse emner.

Vi legitimerede hver især vores valg af bolig, hvad enten valget er faldet på nybyggeri, hvor alt er klappet, vedligeholdelsesfrit og klart eller på en ældre, charmerende og mere personlig bolig.

Nybyggeri frigiver unægtelig tid til så meget andet. Hvilket jo er skønt i en tid, hvor selvrealisering er så vigtigt i vores tilværelse.

De ældre charmerende og personlige boliger, (læs: nok på nogle punkter også lidt mere noget gammelt lort), fordrer, at byggerodet bliver en del af selvrealiseringen.

Uanset valg af bolig, kan begge dog naturligvis forsvares. Vi har jo alle vores individuelle grunde til at vælge netop den type bolig vi bor i, for når alt kommer til alt, er vi jo ret ens alligevel

Vi evnede i al fald på finurlig vis at dreje samtalen i retning af valg af tandstikker gentagende gange de timer, vi hyggede os i hinandens selskab i søndags.

Så nybyggeri eller ej, vi kunne alle blive enige om, at man ALDRIG må gå ned på tandstikker.

Tak for godt selskab, de damer

Kærligst Sab

 

 

relaterede indlæg

Haverum vol. 2

De af jer der fulgte mig, før jeg skiftede system, husker nok mit indlæg om haverum.

Hvis man opfordrer til etablering af flere haverum, må man naturligvis selv statuere et godt eksempel. Lad mig derfor introducere jer for mit kommende haverum: måneskinsbedet.

Hvorfor et måneskinsbed? Fordi jeg stødte på et staudebed med den overskrift i havebogen: “Stauder. 32 opskrifter på de smukkeste bede” af Birgit Reimer og Maria Juhl Jakobsen,  og fordi, at måneskin er det, jeg drømmer om at opleve igen…

Jeg drømmer om , at jeg på et tidspunkt, når mine børn ældes en smule. Ikke længere falder udmattet om på sofaen kl 20.30 efter en længere putteseance, som blandt andet indbefatter koldbøtter, pudekamp og faste vendinger som: “jeg vil ha’ vand, “jeg skal tisse”, “Moar, læs bog, “igen, igen, igen” og  “Mor du skal sidde i gangen.”

Har du børn? Så find selv på flere.

Tilbage til måneskinsbedet. Jeg drømmer om at nyde stilheden og hvis ikke måneskinnet, så et bed med planter, der vil lyse op i måneskinnet, på en lille terrasse gemt under en pergola af blomstrende slyngplanter. Når de aftener endelig kommer, for det gør de da, gør de ikke? Så skal bedet være fuldt beplantet, og vokset til, derfor skal bedet etableres nu, oven i alt det andet, jeg skal nå. Sådan må det være.

Det er dette hjørne af en brakmark, jeg har tænkt mig at inddrage. Uoverskueligt? Bare rolig! Jeg har en fræser.

måneskinsbedbrakmark

Hjørnet er indkredset af, på den ene side, en ret stor rhododendronbusk og, på den anden side, en meget lille hæk af buksbom, der med tiden gerne skal blive bred, men fortsætte med at være ret lav.

I bedet har jeg tænkt mig at grave ud til en sti, jeg vil brolægge med små marksten. Stien skal efter min mors ide, “da formes som en halvmåne”. (Mere om min fascination af marksten og deres terapeutiske effekt i et andet indlæg). Stien skal føre “gennemgangere” igennem bedet og op til en lille terrasse eller videre rundt om rhododendronbusken, der faktisk er så stor, at den gemmer på en hemmelig hule. Eller i al fald hemmelig, før dette indlæg.

Beplantningen i bedet er jeg ikke kommet til endnu, men så langt så godt. Håber du får lyst til at følge med og måske etablere dit eget måneskinsbed.

Vi skrives ved.

Kærligst Sab

Ps. På et tidspunkt får jeg tidligere indlæg omdirigeret, her til siden, men det må vente lidt endnu.

 

På Trapholtshopping

trapholtshopping 2

 

I skrivende stund i går, pinsemandag var jeg inviteret med min mor og hendes veninde til Trapholt.
Jeg eeeelsker Trapholt museet i Kolding, det er skønt med så smukt et museum i nærheden af det inderste af udkantsdanmark.
Og jeg vil hermed slå et lille slag for det, hvis I kommer til at kede jer en kold, blæsende og stormfuld majeftermiddag, som det jo så ofte er i tiden.
Det rummer lidt af hvert, faste udstillinger, som en rundtur gennem dansk møbeldesign, Arne Jacobsens sommerhus, som altid er et besøg værd, og selvfølgelig diverse udstillinger on tour. Jeg var ret vild med René Holms Tidsrejsen. Den kan du læse mere om HER.
Nå ja og en pilfingerzone, så museet rummer skam også børn. Dog næppe mine…,men andres, hvorfor ikk’.
Jeg venter lige med at tage chancen et par år endnu.

Til min store og glade overraskelse var der sørme Pinsemarked på museet, da vi ankom. Intet mindre end et sandt æstetisk slaraffenland i telt og så var det endda muligt at betale sig fra noget af al den skønne kunsthåndværk. Jeg ærgrer mig blot over, jeg ikke var klar over det før… i går. Men nu ved I det. Husk Pinsemarked på Trapholt næste år. Jeg skal nok hjælpe med at holde øje.

I får lige et lille sneakpeak på noget af det, jeg fik med mig hjem. (Anders, indlægget stopper her, og hvis ikke, så lad mig henvise til ovenstående:”det var til at betale sig fra.”…).

trapholtkøb

Men altså, tag på Trapholt, det er virkeligt et besøg værd og hvis du ikke er så meget til kunst, så er museumsbutikken helt fantastisk.

Godt gået Trapholt.

Kærligst Sab.

Ps. Jeg beklager kvaliteten på billedet øverst. Jeg roder med et billederedigeringsprogram, som ikke helt vil det samme, som jeg. Jeg arbejder på sagen.

Better late than never.

Maja tandløsTilbage igen, næsten da. Jeg har stadig ikke fået styr på designet af min blog, men nu kan jeg altså ikke vente med at blogge længere.
Jeg har meget på tapetet om bolig der rummer f…… alt, men jeg sparker lige bloggen i gang igen med en lille anekdote om, hvorfor jeg (heller) ikke får forælderprisen anno 2016.
Efter at min datters længeventede rokketand endelig faldt ud, skulle den placeres under hovedpuden og selvfølgelig afhentes i nattens mulm og mørke af tandfeen. Hvad er det i øvrigt vi lærer vores øgler om feer, nisser og diverse overnaturlige væsener, der huserer om natten. No wonder, de er bange for mørke.
Men der kom ingen tandfe, den nat. Hun havde glemt det, altså tandfeen. En meget skuffet 5-årig bebrejdede derfor sin mor, for der var sølvpapir viklet om tanden, “og jeg sagde jo, vi skulle tage det sølvpapir af, Moaar!”
Gode råd var dyre, og jeg måtte snige mig til at skrible en lille tekst ned a la, “Kære Maja, jeg beklager jeg ikke fik afhentet din tand i nat, der var så mange rokketænder, jeg skulle hente osv..”. Det gik, denne gang. Hun åd den, men altså summa summarum: Her sejler det som altid.
Velkommen tilbage til bloggen.
Jeg håber, du vil være med.

Kærligst Sab

Ps. Jeg må dog lige trække et par stykker med mig ned i sølet. Til 3 års-fødselsdag i dag ved fætteren, var der yderligere to, der kunne berette om lignende eskapader med tandfeen. Hos den ene kommer tandfeen altid på anden dagen…, hos den anden kommer den med gaver til det forkerte barn…
Kan I slå den?

Jeg arbejder på sagen…

Hey.

Jeg er i øjeblikket i fuld gang med at designe og opsætte mit nye theme på wordpress. Jeg skynder mig, alt hvad jeg kan. Vi skrives ved, snart.

Kærligst Sabrina

Spiir DIY Award 2016