Bloggen er åben med bøger med noget på hjerte.

Indlægget indeholder reklamelinks*

(fotocredit)

Så er det vist ikke muligt at presse ret meget mere ferie ud af denne sommer. ‘Handmaid’s tale’ kører på 2. sæson, ‘Suits’ på 3. Rosékartonen er ved at være tømt, og der er kun en enkelt pakke pølser tilbage i fryseren. Snøft og ak og ve.

Men velkommen, jeg håber, I har haft en skøn sommer og er klar til at læse med igen.

Jeg har fået lavet en del småforandringer i hytten, jeg gerne vil vise jer henover sensommeren. Jeg har gjort status i køkkenhaven, hvor jeg har tænkt mig at guide jer igennem mine begynderfejl, så I kan undgå at gøre det samme, og så har jeg tænkt mig at udvide bloggen med en rejsekategori, hvor I kan finde lavpraktiske guides og idéer til rejser med børn.

Jeg har flere idéer i støbeskeen og jeg har et “hemmeligt have”-indlæg i kladden. Glæd jer til den. Den imponerede mig.

Men inden vi går i gang med diverse boligrelaterede indlæg, må jeg lige anbefale jer lidt bøger, jeg har tygget mig igennem over sommeren.

Bog nr. 1 ‘A little life’

‘A little life’ af Hanya Yanagihara. (‘Et lille liv’ på dansk)

Anbefalet af fætter Jesper, som I muligvis husker herfra.

Handlingen udspiller sig i NY og omhandler fire unge mænd og en universitetsmentor. Vi følger disse mænd fra deres tid på college og tre årtier frem. Handlingen snævrer sig efterhånden ind til mest af alt at omhandle Jude, en plaget og mishandlet sjæl samt vennernes forhold til ham. Gennem flere synsvinkler beskrives forskellige situationer med Jude som drivkraft og igennem disse situationer introduceres læseren for intelligente refleksioner omkring livet generelt. Det er smukt, men det bliver hjerteskærende grumt. Jeg måtte tage tilløb til godnatlæsningen flere gange undervejs. Heldigvis berettes de grumme passager i mindre flashbacks som brud på romanens historiske nutid og det giver mulighed for at ånde.

Romanen handler mest af alt om kærlighed. Betingelsesløs kærlighed blandt venner, fædre og sønner og elskende. Men den giver også et skræmmende indblik i misbrugtes selvforståelse efter svigt. Godt nok er ‘Et lille liv’ ikke virkelighed, men desværre må vi gang på gang konstatere, at virkeligheden overgår fiktionen og lur mig om ikke Yanagihara har fat i noget i sine beskrivelser af et ødelagt sind. Jeg tror på hende.

‘Et lille liv’ er en mursten på godt 750 sider, så der er læsning til et par dage, men for min skyld kunne den sagtens være længere. I skrivende stund er det den bedste roman, jeg nogensinde har læst. Så er det sagt. Bum. Og alt det der.

Køb den hér*.

Bog nr. 2 ‘Den der lever stille’

“Den der lever stille” af Leonora Kristina Skov

Den der lever stille har i den grad været over folks læber i foråret og derfor måtte jeg også læse den. Det har jeg ikke fortrudt. For en gangs skyld er hovedpersonen i romanen en kvinde, Leonora selv, og hun beretter om sin opvækst i Helsinge med en sindslidende mor og en afstumpet far. Medierne og Leonora Kristina Skov har selv promoveret bogen som værende en beretning om en moder, der ikke elsker sin datter og det tabu det indbefatter, men sådan opfattede jeg ikke romanen. Jeg opfattede den nærmere som en beretning om det svigt, det kan indebære, når mødre ikke for hjælp til at komme sig over svære fødselsdepressioner eller værre, når mennesker omkring disse mennesker ikke formår at hjælpe, fordi de simpelthen ikke er oplyst nok til det. Bogen er utrolig velskrevet og Skov har virkelig gjort sig umage. De sproglige finesser er delikate og hvis man er barn af 80’erne (1979, bevares) er det den skønneste tidslomme, man får lov at dykke ned i. “Dirty Dancing er på programmet i biffen, der skal bodystockings under de højtalede jeans og Belinda Carlisle strømmer ud af transistoren.

‘Den der lever stille’ er autofiktion, når det er bedst. Køb den hér*.

Ps. Jeg lyttede til “Den der lever stille” på Bookmate og det var en fornøjelse at få romanen oplæst af Leonora Christina Skov selv.

Bog nr. 3 ‘Body Positive Power’

‘Body positive power’ af Megan Jayne Crabbe. (@bodyposipanda)

Jeg gik på min første kur som 11-årig og blev derfra stødt og roligt tykkere. Heldigvis voksede min selvtillid med min krop og heldigvis skammede jeg mig ikke. Jeg var jo altid på kur.

NOT.

Nu er jeg 38 og det var først i mine midt 30’ere, jeg bestemte mig for at stoppe diætræset og at finde ro i og med mig selv. Jeg er der ikke endnu, men jeg arbejder på det, og hvor ville jeg dog ønske at så få piger, som i ingen. piger. overhovedet, går en lignende diættilværelse i møde. Det er spild af tid og energi og vigtigst af alt – det virker ikke på den lange bane. Derfor er det, at Crabbes bog er vigtig.

Hun plæderer nemlig for, at vi stopper med at udskamme kroppe og i stedet accepterer os selv som i sidste ende ofte fører til vægttab, eller at man i det mindste undgår vægtforøgning.  Hun plæderer overbevisende med evidens fra eksperter og hun krydrer sine observationer med fortællinger fra sit eget liv som både overvægtig og som indlagt på sidste stadie med anoreksi.

Jeg er gymnasielærer til daglig og jeg er mor til en pige på 8 og allerede nu oplever jeg hendes og mine elevers- mest pigernes- uhensigtmæssige opmærksomhed på kroppe. Det er ærgerligt og det skærer mig i hjertet. Kroppe bør ikke være skønhedsobjekter, kroppe skal ikke itale- eller irettesættes af andre heller ikke i en god mening. Det hjælper ikke. Tværtimod. Husk det.

Kridt engelskkundskaberne, læs bogen og køb den hér*. Den er hamrende vigtig og så er bloggen vist åben.

Kh Sab

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *