Bolig: Dansk design hos #anordictale

Dansk design er smukt design. Det er Camilla fra #anordictale ret enig med mig i. Derfor har hun også indrettet sit smukke hjem med masser af dansk design, og jeg har fået lov til at vise jer rundt.

Kom med indenfor. Det bliver fedt.

Strik i lækre omgivelser

Det var egentlig gennem Camillas strikkeprofil #anordicknittingtale, jeg først spottede hendes lækre boligstil. Spørg mig ikke hvorfor jeg søgte en strikkeprofil. Jeg kan ikke slå en maske op, men det gjorde jeg altså og alle veje fører som bekendt til Rom. Heldigvis kunne hun informere mig om, at hun også har en boligprofil, da jeg spurgte lidt ind til hendes indretning.

Og tak for det, for det er dæleme en lækker bolig, Camilla og hendes familie omringer sig med.

Photocredit: @anordictale
Smukt dansk design

En rød tråd af klassisk dansk design

De fleste boliger, hvor der er tænkt lidt over indretningen, har en rød tråd. Hos Camilla er den røde tråd dansk design. Der er selvfølgelig flere stilarter som går igen i Camillas bolig, men de klassiske designmastodonter som blandt andre Mogensen, Kjærholm, Lassen and you name it fylder solidt i indretningen.

Photocredit: @anordictale
Dansk design i stuen

I stuen samler to Børge Mogensen sofaer i frække tekstiler sig om Kjærholms PK22 i en afdæmpet kærnelæder. Gulvet er malet hvidt, for at få stuen til at syne større, og sidegevinsten er at møblerne står endnu smukkere frem.

I alrummet har Camilla sat en gammel Børge Mogensen bænk i stand, som nu komplementerer det smukke Eiermann bord fra pleasewaittobeseated og i stuen pryder Lassens Montana reoler væggen og holder styr på coffee table bøgerne. I det hele taget er Camillas hjem i den grad et lækkert sted, hvis man er fascineret af dansk design.

Photocredit: @anordictale
Mint breeze og lækkert design

Tapet i indretningen

Det er faktisk en enkel boligstil, du finder hvis du går ind på Camillas instagram profil @anordictale, for det enkle holder hun, ved bevidst at køre den føromtalte røde tråd. Men Camilla er langt fra bange for at eksperimentere med sin indretning, og der er masser af sjove og farverige detaljer i den. Blandt andet smukke tapeter. I soveværelset har hun beklædt endevæggen med det smukkeste tapet fra William Morris. Tapetet er maksimalistisk i sit design, men de kolde lyse farver i tapetet nedtoner det vilde look, og gør det afdæmpet, så det passer ind i den enkle stil.

Photocredit: @anordictale
William Morris tapet i soveværelset

I mellem stuen og køkkenet har Camilla tapetseret en væg med et tapet som ligner hessian og trappeopgangen op til første sal, har hun tapetseret med et fint stribet tapet fra tapetcafé.

Photocredit: @anordictale
Tapet i hessian look
Photocredit: @anordictale
Stribet tapet i trappeopgangen

Alle farver går hos @anordictale

Camilla er ikke bange for farver og de er smukt repræsenteret i hendes hjem. Koboltblå er repræsenteret side om side med rosa. En orange glasvase står som var den skabt der til. En væg er malet i den lyseste mint og klædeskabslågerne i pudder. Døren ind til badeværelset er malet i kaki og Montana reolen i stuen er bestilt hjem i farven Cumin.

Photocredit: @anordictale
Pudderfarvede låger fra Reform

Kort fortalt; alle farver går hos Camilla og de går godt på kryds og tværs. De fleste af os ville ikke turde at lege med så mange farver i vores bolig, men hos Camilla går det hele op i en højere enhed.

Photocredit: @anordictale
Lassens Montana i farven Cumin

Særligt fordi hun, trods sine eksperimenter, holder sig til de klassiske designmøbler som basen i sin stil.

Photocredit: @anordictale
Badeværelsesdør i kaki

Sådan får du stilen

Har du fået lyst til at gøre Camilla stilen efter kan du med fordel holde dig følgende for øje:

  • Dansk design er selvfølgelig et ret vigtigt element i Camillas bolig og hvis du ønsker den lette og klassiske atmosfære hun har, er det en god idé at begynde at holde høje med tilbud på dansk design. Camilla har fundet en del af sine fine klenodier på nettet, så DBA here you come.
  • Sørg for at gå efter møbler i naturmaterialer. Træ, læder og linoleum er foretrukne materialer i Camillas bolig og en del af grunden til at hendes stil fremstår enkel og naturlig.
Photocredit: @anordictale
Naturmaterialer i køkkenet
  • Vær ikke bange for farver, men brug dem alligevel med omtanke. Lad dem få den plads, de fortjener, ved blandt andet at lade være med at blande dem for meget. Det gælder særligt de modige farvevalg som koboltblå og orange. Hvis du har mod på større flader med farve, så hold dig til kolde toner, som Camillas mint farve. Eller Jeanettes blålige toner.
  • Eksperimenter gerne med tapeter, men sørg igen for at farvevalget er afdæmpet, så det ikke larmer for meget i din bolig. Så sjovt er det heller ikke at tapetsere om, når du er blevet alt for hurtigt træt af dit tapet.

Jeg kunne blive ved med at vise jer billeder fra Camillas smukke bolig, for jeg er i sandhed forelsket i hendes skønne og sikre stil, men jeg synes, du selv skal smutte forbi hendes profil og nyde det lækre feed.

Kh Sab.

Pssst… Skal jeg hjælpe dig med din indretning? Så se hvad jeg har at tilbyde dig lige her.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *