Den nemmeste hyldeblomstsaft

Jeg lavede hyldeblomstsaft den anden aften.

Det tog rundt regnet 10 minutter. Vel at mærke, fordi jeg er så heldig at have en busk i haven. Arbejdstiden kan man ikke klage over. Det kræver dog til gengæld tre dages tålmodighed, for saften skal efterfølgende trække.

Trækker vi anskaffelsen af ingredienserne fra samt trækketiden, er det en hurtig og hyggelig syssel og de fleste er glade for et glas hyldeblomstsaft med masser af isterninger og danskvand eller et glas toppet med hvidvin.

Here goes:

Til 1,5 flaske saft skal du bruge:

20 hyldeblomstskærme

2-3 citroner i tykke skiver. Pas på med store citroner med meget albedo, den hvide hinde. For meget albedo i saften gør den bitter. Tro mig. Der har jeg været, og det var lige til afløbet.

2 spsk. citronsyre

500 g. sukker

1 l kogende vand.

Fremgangsmåde:

Put alle ingredienser i en skål. Pil de største insekter fra og overhæld til sidst det hele med kogende vand. Jeg skyller ikke skærmene først. Der går for meget blomsternektar til spilde på den konto. Det kogende vand skal nok klare de værste urenheder.

Lad efterfølgende saften trække tre dages tid et sted forholdsvist køligt.  Og si dermed saften igennem et klæde og hæld den på skoldede flasker. Vi plejer at konsumere de 3 flasker, jeg årligt producerer ret hurtigt og har dermed ikke behov for at skylle flaskerne i atamon, men det er en mulighed.

I tidligere tider lavede jeg hyldeblomstsaft i overflod, men oplevede at nydelsen forsvandt i takt med mængden vi drak. Dengang var jeg også sukkerforskrækket, og brugte dermed for lidt sukker i mine blandinger med det resultat at saften blev for sur. Drop sukkerforskrækkelsen, du gemmer i så fald blot vand med smag i dit køleskab. Top i stedet med mere vin eller danskvand, hvis du ønsker en tyndere drik og nyd så de få, men gode liter, du laver. Hyldeblomstsaft er kun for en kort sæson. Før den havde vi fornøjelsen af rabarbersæsonen og lige efter kommer jordbærsæsonen.

Hver drik til sin tid.

Rigtig god weekend.

Kh Sab.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *