Der var engang en gang -fortsat

Så var det slut med gangen- virkelig slut. Nu var gangen ikke længere en gang, nærmere en gennemgang husets beboere brugte, når de skulle fra den ene ende af huset til den anden.

Skabene var rykket ud, loftet revet ned og dele af skumtapetet var skrabet af væggene. En enkelt dag havde det taget. Det var til at overskue, syntes husets ejere. Støvet var til gengæld knapt sådan til at overskue. Det lå som et lille fint, tyndt lag i det meste af huset, og det måtte der bestemt gøres noget ved.

Men først ventede endnu en omgang nedrivning og opbrydning. Alt tapetet var nemlig endnu ikke skrabet af væggene og gulvet endnu ikke brudt op og gravet ud. Det måtte vente lidt. Husejerne havde nemlig også et arbejde- samt et familieliv, de skulle passe. Husejerskeinden ville dog leje en tapetdamper til den kommende weekend, så der igen kunne tages en tørn i gennemgangen.

Det var en beskidt omgang de to husejere måtte igennem, men det var også en spændende omgang, for da de havde fjernet den tidligere gangs skabe, kunne de tydeligt se spor fra den mur, der førhen havde opdelt gangen samt spor fra trapperne i de tidligere to gange. Huset var et gammelt hus fra 1923, det var derfor ret så interessant med et indblik i husets oprindelige arkitektur, hvis man altså var til den slags.

Det var den tidligere gangs husejere heldigvis og de var i særlig grad optaget af den fremtid, de spåede for den tidligere gang. Det skulle minsandten nok blive en rigtig flot entré – engang.

Kærligts Sab.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *