DIY: Forbered evighedsbuketten nu
Du er helt sikkert også faldet over evighedsbuketten. Den fik sit liv på de sociale medier ret kort tid efter de farvede brudeslør.
Brudeslørene har du sikkert købt en buket af og måske har du endda forsøgt dig med at farve dem selv, men evighedsbuketten har du måske ikke fået bundet. Det hjælper jeg dig med at forberede i dette indlæg, så du kan være klar med fine buketter i det mørke efterår, inden det bliver tid til juledekorationerne.

Brug først haven
Det er nu hér i efteråret, du kan samle blomster og grene til dine evighedsbuketter og hvorfor ikke starte i haven eller i andres. Du kan være helt sikker på at følgende blomster er velegnede: Hortensiahoveder, sankthansurt, lavendel, aks fra prydgræsser og forskellige korntyper fra vejgrøften. Prøv dig frem med forskellige typer og vurder resultatet. Det er aldrig den store spild, hvis nogle blomster ikke egner sig.

Det skal du bruge til dine buketter
- Blomster og grene
Du skal selvfølgelig bruge blomster. Langstilkede blomster og meget gerne blomster fra haven, som jeg skriver om ovenfor. Blomster og planter som også er smukke tørrede, er blandt andet roser og krysantemum. De kan købes billigt som langstilkede buketter og vil gøre sig fremragende som blomster i evighedsbuketten. Eukalyptusgrene må du ikke glemme heller.

- Snor og klemmer
Du skal bruge snor til at binde om dine buketter og snor og klemmer til at hænge dine buketter op. Hæng dem i et tørt og lunt rum. Det er virkelig hyggeligt at spise med udsigten til kommende evighedsbuketter, og så dufter det skønt som i blomsterbutikken.

- Tålmodighed er den sidste ingrediens, du har brug for, og du skal nok regne med at din tålmodighed varer 4-6 uger. Hellere vente lidt længere på dem, end at risikere at hovederne dejser slatne om i din buket.
Brug og smid evighedsbuketten væk
Forgængeren til evighedsbuketten lå mange år øverst på reolen hos min svigerinde. Der var den coatet i støv og bundet med en silkesløjfe i samme farve som hendes brudekjole. Jeg mindes, hun har fortalt, at den er røget i kompostbunken nu.
De havde kobberbryllup for et par år siden.
Det er ikke den type evighedsbuketter, jeg har tænkt, at du skal forberede efter dette indlæg. Faktisk skal du undgå at lade dem stå for længe også selvom de hedder evighedsbuketter. Det er jo bare, ( ssshh – don’t tell), visne blomster. Det er nemlig sådan med den type buketter, at de hurtigt bliver kedelige at se på, også selv om du farver dem eller får støvet banket af dem. Evighedsbuket eller ej.

Brug evighedsbuketten i overgangsperioder eller som ekstra fyld i den vilde eksotiske buket og nyd at samle forråd til den i efteråret og foråret i fremtiden
Det er bestemt en hyggelig trend.
God fornøjelse
Kh Sab.
PS. Vi skrives ved om evighedsbuketten efter tørringsprocessen lige hér.
kommenter endelig.