DIY – nem julepynt til træet

Det er egentlig ikke fordi, du har tid til at lave hjemmelavet julepynt til træet midt i alle julearrangementerne og julegaveindkøbene. Du synes blot, dit juletræ mangler noget ekstra, og du har ikke lyst til at spendere flere penge på glaskugler.

Så lad mig hjælpe dig. Det kan gøres nemt, enkelt og ikke mindst billigt og det kan gøres en sen aftentime i selskab med Netflix og en Dark ‘n’ Stormy. What’s not to like.

DIY julepakker med forskelligt bånd

Små julepakker som julepynt

Det er en gammel traver i min familie at lave gør-det-selv julepakker, og de første jeg lavede var i brunt indpakningspapir med hvide silkesløjfer. De hænger på min venindes juletræ i dag, og der hænger de smukt. Siden hen har jeg eksperimenteret med flere farverige varianter og dem, jeg har lavet til dette indlæg er forholdsvist klassiske i farverne. Det essentielle er dog ikke så meget farven på pakkerne, nærmere at de kan laves i lige præcis de farver, og med den papir man har lyst til. Så det passer allerbedst til dit juletræ. Genialt.

Det skal du bruge til dine DIY julepakker

Jeg vil vove at påstå, at du kan finde det meste af det, du skal bruge til denne DIY i gemmerne. Tjek selv efter.

Ingredienslisten til DIY julepakker
  • Smukt indpakningspapir
  • Smukt bånd, som går godt til papiret samt tape
  • Vindseltråd
  • Oasis. Her kommer du måske til kort, men de fleste købmænd har noget tør-oasis på lager.
  • en skarp kniv

Sådan gør du

  • Skær din oasis ud i små ‘pakker’. Tænk brede, lange, høje og tykke. Præcis som pakkerne er forskellige under træet. Sørg for at de ikke bliver for store. De skal cirka være i samme skala som dit resterende julepynt.
Oasis i små pakkestørrelser og papir
  • Pak så dine oasiskvadrater pænt ind i papiret. Fuldstændig som du ville pakke julegaver ind. Fæstn med dit tape.
  • Bind båndet omkring pakkerne. Jeg har forsøgt mig med lidt forskellige typer bånd. Husk altid at glimmer reflekterer julelysene så fint.
DIY – små julepakker til grenene på juletræet

Vikl til sidst et stykke vindseltråd rundt om båndet på “bagsiden” af pakkerne. Sno det, så det sidder fast og brug så de to tråde til at vikle om grenene på juletræet, så pakkerne kan ‘ligge’ på grenene i stedet for at hænge i dem.

Vindseltråd til at fæstne dit julepynt med.

På den måde, kan du også få julepynt godt ind i træets krogede hjørner.

Små DIY julepakker på plastikjuletræet.

Det var det. En nem DIY på hjemmelavede julepakker til dit juletræ eller til din julegren i hjørnet. For øvrigt, hvis du mangler inspiration til indpakningen af gaverne under træet, har jeg et par fine nemme bud til dig lige her.

Tror du, du kan bruge min DIY til dit juletræ?

KH Sab.

Pssst.. hvis du mangler lidt til værtinden i juledagene, hvorfor så ikke sylte nissenumser?

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *