DIY påskepynt – Guirlande med spejlæg

Vi kan efterhånden nok blive enige om at påsken bliver anderledes i år. Det kræver selvfølgelig også noget anderledes påskepynt. Noget der gerne må indebære fedtet gør-det-selv papirfnidder. For du har sikkert tid til det.

Så i dag får du en DIY på anderledes påskepynt.

Get ready.

Spejlæg som påskepynt

Sidste år lavede jeg en ret nem DIY på en påskeguirlande, du kan bruge stort set alle steder, du kan hænge en snor. Guirlanden jeg viser dig i dag, ligner en smule, blot med et humoristisk touch – hø hø – synes jeg selv i hvert fald. Jeg er nemlig kommet frem til, at det vil være, om ikke lige så nemt som påskeguirlanden med fjer, så næsten lige så nemt at fikse en påskeguirlande med spejlæg i stedet.

Påskepynt Spejlæg-guirlande

Kald på børnene. I skal have billedkunst.

Det skal du bruge

  • Hvidt og gult karton. Panduro er helt sikkert behjælpelig, hvis du mangler karton. Du kan vælge helt almindeligt karton. Men du kan også vælge en mere lækker karton med lidt struktur. Desuden er det op til dig hvilken gul farve, dine æggeblommer skal have. Er det spejlæg fra havehøns med lækre mørkegule blommer, eller er det skrabehøns med bleggule blommer. Jeg har valgt skrabehøns.
Det du skal bruge til din påskepynt.
  • En rund genstand med den omkreds du ønsker dine æggeblommer i spejlæggene skal have. Det kan være et snapseglas, en 50øre eller et låg til flasken med soya, som jeg faldt over. Det er blot vigtigt at huske at din omkreds på æggeblommen, bestemmer spejlæggets størrelse. Samt at æggeblommernes størrelser skal være ens. Det vil skabe ro i din guirlande.
  • En saks
  • Noget snor. Hvorfor ikke gult?
  • En limstift

Og så er det vist bare om at komme i gang med den påskepynt.

Sådan gør du

  • Det er altid rart med en skabelon, så jeg foreslår, at du får styr på din æggeblommes størrelse først og tegner de resterende æggeblommer efter den. Du skal bruge to æggeblommer per spejlæg.
Æggeblommer til påskepynt
  • Tegn så dit spejlæg. Tag udgangspunkt i din æggeblommes størrelse. Det gøres nemmest ved at tegne et spejlæg rundt om æggeblommerne.
Spejlæg in the making

Jeg garanterer, at der ikke findes et spejlæg-politi derude. Der findes helt sikkert et amme-politi, men det korps har intet problem med skæve spejlæg, når blot de er økologiske. I det hele taget er det de færreste, der har en mening om, hvordan et udslået æg lander på panden. Med andre ord. Tro på din evne til at tegne et spejlæg, og lad gerne børnene hjælpe til. Begynd med en skabelon og tegn dine spejlæg efter den. To hvider til hvert spejlæg. Antal spejlæg bestemmer du. Det afhænger af længden på din guirlande.

To forskellige æggehvider

Pssst: Brug en blyant. Så du kan viske uhensigtsmæssige strejer væk.

  • Lim nu dine æggeblommer på hviderne. De må gerne placeres tilfældigt. Ikke to spejlæg er ens, jo.
  • Lim til sidst dine hvider omkring snoren. Altså snoren skal ind imellem hviderne. Klip hviderne til, hvis de ikke passer helt. Det er helt ok, at du vender dine spejlæg tilfældigt, når du limer dem på snoren. Igen, ikke to spejlæg er ens.
Lim to hvider omkring snoren.
Guirlande med spejlæg.

Rigtig god fornøjelse med projektet.

Kh Sab.

Ps. Hvis du mangler flere idéer til påske, kan du jo kigge forbi min opslagstavle på pinterest, hvor jeg har fundet lidt flere påske DIYs til dig.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *