Få et nyt badeværelse med maling

Vejen til et nyt badeværelse er hurtigst med maling, og det vil jeg vise dig i dette indlæg.

Hæng på, for det bliver dramatisk.

Annes dramatiske, men hyggelige badeværelse.

Annes badeværelse før

Min veninde, som jeg har hjulpet før lige hér, spurgte om hjælp til badeværelset. Min drøm med denne blog er netop at få lov til at hjælpe folk, der er gået i stå i indretningen, videre og når jeg får en forespørgsel, så griber jeg den som regel.

Anne bor i et typisk nybyggerhus hvor funktionalitet og neutrale boligløsninger har været en del af byggefirmaets politik. Men Anne er faktisk ikke særlig neutral. Funktionel – i ordets kedeligste forstand- ej heller. Anne er alt andet end det og derfor efterspurgte hun min hjælp til et nyt badeværelse, der var mere Anne-agtigt.

Det oprindelige var sort og hvidt og billederne taler vist for sig selv.

Hvidt og neutralt badeværelse.
Hvidt og neutralt badeværelse

Ideer til et nyt badeværelse

Vi blev ret hurtigt enige om at badeværelset gerne måtte blive dramatisk men budgetvenligt. Udgangspunktet skulle være det oprindelige badeværelse, som jo er et fint og funktionelt badeværelse, maling og tilbehør måtte derfor stå for den bærende dramatik.

Anne er vild med farver, særligt nuancer i pink og røde toner. Hun havde fået go fra manden i huset, (#happywifehappylife), så farvevalget faldt på Lady Jotuns Warm Blush i aqua varianten som er lavet specielt til vådrum. Heldigvis var hun også frisk på at male samtlige malbare flader på badeværelset. Fra gulv til loft vel at mærke.

Alle flader er malet.

Forvandlingen gjorde en verden til forskel. Væk var det (undskyld) intetsigende typebadeværelse og frem kom et hyggeligt og varmt badeværelse, man har lyst til at besøge.

Humor på badeværelset

Humor er generelt god stil, vi blev derfor enige om at et kongeligt stamtræ i guldrammer ville klæde den mørke varme farve og badeværelset godt. Det ville hæve toiletbesøget til, om ikke royale dimensioner, så noget lignende samtidig med, at det ville tvinge de royale en smule ned fra gemakkerne.

After all – vi skal jo alle på toilettet.

Anne fandt derfor gamle royale plakater på DBA og hos venner og bekendte, som hun indrammede i guldrammer fra genbrug. Resultatet blev en fin gallerivæg suppleret med “elefantordenen” som knager til de nye håndklæder.

På badeværelset med de kongelige.
Den nemmeste måde at få elefantordenen på, er ved at købe den som knage

Sådan får du et nyt badeværelse som Anne

Det er nemt at gøre Anne kunsten efter, hvis du altså tør… Hvis du tør, så lover jeg dig, at du får et fantastisk badeværelse, du vil nyde at bruge og dine gæster vil elske dig for.

Sådan gør du:

  • Mal alle flader. Også loftet. Vær ikke bange for at lyset forsvinder. Blot mal. Du. Kan. Altid. Male. Dit. Badeværelse. Hvidt. Igen.
  • Husk forskellige lyskilder. Hvis dit badeværelse just er blevet petroleum blåt fordi du fulgte ovenstående råd, er det vigtigt, at du har mange lyskilder i badeværelset. De obligatoriske spots er ikke nok. Tilfør ekstra lys omkring vasken og til make up’en og hæng eventuelt endnu en pendel på den modsatte side af spejlet.
  • Kreds om tilbehøret. Udstil dine smykker og parfumer. Hyg i små stillebens rundt omkring på badeværelset. Se dette indlæg eller dette, for meget mere brugbar inspiration.
Nyt rundt spejl og et fint stilleben..
  • Skift håndklæderne til nye lækre typer. Farvekoordiner, naturligvis.
  • Husk humor. Jeg skriver det lige igen. Humor er god stil. Hjem uden humor er som at gå i Imerco. Det ser pænt ud, men også ret intetsigende og du kan være stensikker på, at den vase du kigger på, allerede står hos 7 andre kvinder fra gaden. Er det humor? Nærmere forudsigeligt.

Annes badeværelse blev vildt. Hun er vild, men mindre kan selvfølgelig gøre det. Et badeværelse i lyse farver kan være mindst lige så smukt og effekten lige så stor.

Badeværelse i Warm blush

Det vigtigste er blot at forstå, at vejen til et nyt badeværelse er rigtig hurtig med maling.

KH Sab.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *