Guide: Klip din Monstera

Hvis din bolig er som boliger er flest for tiden, har den sikkert en Monstera plante i en krukke et eller andet sted.

Hvis planten har været i din bolig længe og hvis nogen har formået at vande den, ser den muligvis også sådan her ud.

De er nemlig ret taknemmelige de Monstera planter, og det er et udsagn, som kommer fra en forholdsvis hårdkogt plantedræber, som I ser nedenfor.

 

Så vidt jeg har hørt, bør det være svært at slå kaktusser ihjel, de behøver ikke meget vand, men trods alt mere end de har fået her, de stakler. Nu venter jeg blot på, at jeg får mig taget sammen til at begrave dem og få krukkerne pottet om. Sådan er det nemlig med mig, jeg kan fint gå forbi en vissen kaktus mange gange inden, jeg gør yderligere ved det. Spørg mig ikke hvorfor. Det lader sig ikke forklare, men det er fakta, og jeg lover dig, at de kaktusser har stået i vindueskarmen i den forfatning længe.

Måske gør jeg det i efterårsferien.

Tilbage til Monstera planterne, som jeg af en eller anden mærkelig grund, godt kan få til at gro, for det slog mig en dag, at det kunne være et forsøg værd at klippe planterne ned. Det har jeg eksperimenteret med før, da vores vindueskarme bugnede af pelargonier, og det fungerede upåklageligt. Derfor snuppede jeg saksen og klippede denne Monstera helt ned – også uden at google først.

Det havde den ikke noget imod, og den er skudt fint i vejret siden. Nu gør jeg det samme, med de resterende junglestørrelse Monstera jeg har rundt omkring i huset og så håber jeg, de tager lige så godt imod.

Sådan gør du

  • Find en saks
  • Klip, din Monstera et godt stykke tilbage. Jeg klippede mine stængler ned, så de havde en længde på 4-5 cm.
  • Hvis du er meget overskudsagtig, kan du i samme omgang potte krukken om med nyt jord, så planten får de bedste vækstmuligheder. Gød også gerne, nu du er i gang. Det vil dine planter sætte pris på.

Det tror jeg, lige jeg gør. I det mindste som kompensation for de mord, jeg har begået i vindueskarmen overfor –  eller også venter jeg til efterårsferien.

Kh Sab

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *