Hjælp til indretning af entré

“Jeg mangler inspiration til indretning af min entré. Er du frisk?” sådan lød beskeden på mobilen fra min veninde en søndag formiddag og ja, det var jeg. Det er jeg altid.

Jeg bad derfor som det første om billeder af den nuværende entré og gik derefter straks i gang med at skitsere idéer ned – løst og fast, og snart kom jeg frem til et moodboard som denne.

Men der gik en proces forud for den, som jeg deler med dig i dette indlæg.

Sådan gør du inden den endelige indretning

  •  Begynd med at brainstorme

Hvis man står som Sanne gjorde uden idéer overhovedet til sin entré eller et hvilket som helst andet rum, er det altid en god idé at begynde projektet med en brainstorming.

Bryg en kop kaffe, fat papir og blyant og skribl alle de ideer ned du får, når du tænker på din entré. Ingen drømme er for store. Alt kan lade sig gøre. Tegn, mål og skriv alt det du finder inspirerende ned på papir.

  • Brug medierne

Tag udgangspunkt i dit papir og brug nettet eller bunken med boligblade til at visualisere dine idéer. Søg på pinterest, på instagram og google billeder af entré. Gem dine billeder med de dertilhørende gemmefunktioner og læg det fra dig en dags tid. Ofte lader man sig rive med og de idéer man gemte i går er ikke altid de gode i dag.

  • Afgræns mulighederne.

Den er svær, men din entré bliver ikke funktionel og rolig, hvis den skal rumme alle dine idéer. Tag udgangspunkt i en eller højst to bærende idéer. Det kan være farver, et møbel, et kunstværk eller en bestemt ombygning I har planlagt. Brug de to som bærende elementer for din afgrænsning. Hvis din entré bare skal være blå, så kassér de indretningsidder på papiret som ikke passer til blå. Hvis kunstværket er det helt rigtige, så kassér de plakater, som ikke bør stjæle kunstværkets blikfang.

  • Bestem dig

Umiddelbart tænker man, at denne proces bliver rigtig svær, men jo mere man researcher og drøfter sine idéer med allierede jo nærmere kommer man på det rigtige spor. Du vil opdage at du ender med at gå tilbage til de samme idéer igen og igen, og til sidst bestemmer du dig helt sikkert for det rigtige. Hvis du ikke gør det, laver du det jo bare om igen, men vendt lige et par måneder. Det kan godt give din bedre halvdel grå hår.

Hjælp til indretning af Sannes entré.

Jeg endte med at foreslå Sanne to muligheder i forhold til sin indretning.

En blå eller en rød. Hun valgte den røde- eller terracottaen, som jeg nok nærmere vil kalde den. I dag ser jeg, at den blå var alt for nordisk minimalistisk til hende. En varmblodig terracotta er det helt rigtige. 

Jeg skriblede ideer ned til hende, fandt farvekort og smed dem hendes vej. Hun accepterede og gik i gang.

Lidt om Sannes entré

Sannes entré er et lille kvadratisk rum med forholdsvis meget dagslys. Det var holdt hvidt-i-hvidt med sparsom indretning. Enkelt, funktionelt og kedeligt, som langt fra er Sanne. Sanne er til fest og ballade, og det skal hendes entré også være. Jeg foreslog derfor en colorbox-agtig indretning.

“Mal alt!” på nær gulvet i samme terracotta farve og sørme om hun ikke var frisk på det, selv om husbonden var en smule nervøs.

Desuden foreslog jeg hende en spejlvæg på den ene væg. En bænk, med skind og planter ved den anden samt en knage-anordning. Jeg foreslog hende at entréens lyskilder kunne være en kombination af væglamper øverst i en række på væggen med spejlene samt en mere hyggelig belysning ved bænken.

På gulvet i midten var min ide, at hun skulle placere et kelimtæppe.

Mit moodboard kan give et praj over, hvad jeg gjorde mig af tanker om Sannes entré. Boardet afviger dog fra de originale skriblerier Sanne fik. Sådan er det med ideer, de udvikles og omtænkes og et færdigt resultat bliver ofte anderledes i de sidste hænder. Et moodboard er dog et super udgangspunkt for indretning i alle rum. 

/1 New works pendeller (pendellamper til hyggebelysning)

/2 Optic Wave Væglampe fra Design by us (væglampe som overordnet lyskilde)

/3 Planter, altid! Disse er fra IKEA.

/4 Jotun Lady farvekort. Brændte farver

/5 En spejlvæg. Disse er blandt andet fra fenomen.dk og barokko.dk

/6 Skind

/7 Jørgen Bækmarks Bænk i flet fra Coop.

/8 Kelimtæppe fra Afghanistan

Du kan se mine idéer, som nu er blevet hendes, i praksis i dette indlæg og hvis du virkelig ikke ved, hvordan skabet skal stå, kan du jo kontakte mig her.

Kh. Sab

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *