Jeg udfordrer jer i no bullshit-havearbejde

Jeg har bestemt mig for at udfordre jer i no bullshit-havearbejde. Jeg håber I er friske.

Udfordringen kommer sig af, at jeg for det første selv har brug for at blive udfordret, og at jeg for det andet ikke rigtig tror, udfordringen vil lykkes for mig uden, at jeg involverer flere i den. Hvis det er sådan, jeg har det, er mit bud, at andre har det lige så. De fleste løfter bedst i flok eller luger, om man vil.

Udfordringen er nemlig følgende: at bruge 15 minutter på no bullshit-havearbejde hver eneste dag den kommende uge.

Fremgangsmåden er som så: Stil tidtagningen på mobilen på 15 minutter. hver. eneste. dag. den kommende uge og udfør no bullshit-havearbejde til klokken ringer. Hvad man går i kast med i haven er næsten op til en selv, hvis bare man gør det. Tidspunktet er underordnet, hvis bare man gør det. Regnvejr er ovenikøbet også ligegyldigt, hvis bare man tager en regnfrakke på og eventuelt de dage vælger at arbejde et sted med læ.

Et kvarter er ikke længe, det kan de fleste se sig ud over at bruge i haven dagligt, også hvis man er et af de mennesker, der har en have uden at have have-glæde. Et kvarter er dog længe nok til, at man kan få et eller andet fra hånden. Man kan stikke et par kanter, man kan luge et par kvadratmeter og man kan tømme et par potter for visne sommerblomster. Et kvarter er nok, hvis man gør det hver. eneste. dag. No bullshit.

Jeg har selv forsøgt mig med udfordringen op til flere gange i løbet af sommeren, men den vil ikke rigtig sætte sig fast. Jeg gør det måske tre dage, for så at glemme det igen i fire.  Det håber jeg, jeg får ændret med denne udfordring, også selv om vaner vist først rigtig etableres over 8 uger. Her starter jeg med en enkelt uge og så håber jeg, den lykkes.

Hvis man tager udfordringen op, men egentlig har helt fint styr på sin have, så først stort tillykke, fedt for dig. Spørgsmålet er så om noget i din have burde ændres, eller om det er nu, den frugtlund skal anlægges eller – hvorfor ikke – den køkkenhave, du så mange år har drømt om. Et kvarter om dagen gør det overskueligt at komme i gang og motiverer helt sikkert til at fortsætte i længere bidder i weekenderne.

Begynd det sted andre først ser

Hvis du har en have som min, altså en have du ikke kan overskue, så begynd strategisk. Begynd det sted andre først ser. Hvis det er indkørslen, så lug eller riv den. Hvis det er forhaven, så tøm krukkerne for uønskede planter der. Fortsæt så til det sted andre næstefter ser og gå notorisk til værks i den dur, som min mor ville formulere det, et kvarter ad gangen ugen ud.

Jeg forstår godt lysten til pludseligt at ville sortere haveredskaber og køre på planteskole i stedet for 15 minutters no bullshit-havearbejde. Den lyst har ofte overmandet mig, og resulteret i at de nyindkøbte planter er visnet inden krukkerne nåede at blive tømt og gjort klar til dem. Men det skal gerne blive til en havesaga blot. Det er nemlig meget sjovere at style haven, når den står kniv skarp, end når den er forvokset med ukrudt og rod som min lige nu.

Mangler du idéer til opgaver? Så læs med her

-Ryd op.

-Lug bedene.

-Lug terrassen.

-Gør køkkenhaven vinterklar.

-Ryd op i drivhuset.

-Riv gruset.

-Omarranger staudebedet.

-Flyt planter og buske

-Saml æblerne op i en spand. Forær dem til forbipasserende, hvis du har for mange og ikke er typen, der meget imponerende gemmer dem til vinteren.

-Hyg om haven.

-Stik kanterne.

-Klip hækken.

-Klip buskene.

-Tøm krukkerne.

-Bind en efterårskrans. Se eventuelt min DIY her.

God fornøjelse med udfordringen.  Jeg har nok at give mig til, som I ser. No bullshit.

Kh Sab.

Ps. Jeg vil forsøge at følge op på udfordringen dagligt den kommende uge. Blot for at holde mig selv og forhåbentlig jer i ilden.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *