Kender du… dims studio?
Det bliver skørt i dag. Det fornemmer man vist tydeligt ved navnet dims studio, for med dimser kan man ende ud i alverdens finurligheder og det kan du være helt sikker på, at vi gør.

dims studio
Dims studio er først og fremmest en fysisk butik på Borggade 11 i Aarhus, men det er heldigvis også en netbutik, hvor vi, som kommer længerevejs fra, kan kigge forbi, når vi har lyst. Butikken drives af parret Anne og Kim og en lille smule af hunden Bertha.

Flamingoen som forbillede
Anne og Kim er vilde med finurlige dimser, og de har en forkærlighed for flamingoen. Den lyserøde fugl, der lyser op i landskabet uanset hvor den befinder sig. Præcis det forsøger Anne og Kim at overføre med deres valg af dimser i butikken. Deres dimser “lyser” nemlig først og fremmest op, uanset diverse trends og retningslinjer. De er skæve og finurlige, og de får helt sikkert dine gæster til at grine eller stoppe op for en stund.

dims studio byder på lidt af hvert
Dims studio byder på ting i de fleste kategorier, og du finder også mere stringente og sikre accessories imellem deres produkter. Blandt andet forhandler de Bloomingville, som altid er leveringsdygtig af en smuk potteskjuler eller vase. De pastelfarvede AYKASA kasser, der har taget instagram med storm, er også blandt sortimentet, men sjovest er det altså, hvis du går på opdagelse i deres skøre og anderledes sortiment. Som en ekstra lille service præsenterer dims studio alle deres brands med en kort beskrivelse af de respektive brands oprindelse og agenda.


Dims din pæne indretning
Mange af os vil rigtig gerne bo pænt, og hvis du læser med her, er din trang nok større end de flestes. Pænt er lækkert, men også farligt tæt på kedeligt og kedelig indretning, gider du ikke. Det gider ingen, for det er endnu mere tæt på upersonligt. Derfor, er din boligindretning blevet lidt for pæn? Så dims den op med lidt god bolighumor fra dims studio.
Hvad kunne du godt tænke dig, hvis du skulle vælge frit fra sortimentet?
Jeg er ret vild med de her emaljekrukker i pasteller til forårsblomsterne lige omkring hjørnet.

Kh Sab.
Pssst..’Kender du..’ er en type kortere indlæg her på bloggen, hvor jeg introducerer dig for kunstnere, designere og brands, som jeg synes, kan noget særligt . Kender du.. indlæggene er ikke sponsorerede blot ren og skær kærlighed til dem og dig fra mig. Fik du for øvrigt læst denne?
Fantastisk blog
Mange tak. Jeg prøver;)
Kh Sab