Lidt om det dér måneskinsbed og motivation

Jeg forsøger i længere perioder at glemme det dér måneskinsbed, men det er ikke lykkedes mig endnu og i weekenden, fik jeg igen taget hul på projektet.

Jeg fik sågar lokket Majsen med i bedet, hvilket hun hyggede sig med, da der stadig var stauder hun kunne klippe ned. Da jeg efterfølgende gav hende en kniv og introducerede hende for lugning mellem marksten gik der ca 17 sekunder inden hun udbrød følgende “Ej, mor, det gider man jo ikke, det her”. 7 år og hamrende skarp, når det gælder prioriteringer. Hvad skal det ikke ende med.

Jeg så hende ikke i nærheden af bedet resten af dagen.

Selv, droppede jeg lugning, sådan rigtigt. Det er dejligt at være i haven i godt vejr, men lugning er bestemt ikke nemt efter mange tørre solrige dage . Jeg bestemte mig derfor for at servere mig selv en tudekiks og efterfølgende grave ud til den måneskinssti, jeg efter 2 år stadig ikke havde fået lagt færdig.

Det blev jeg så over alt forventning og hurra for det, for nu er motivationen faktisk kommet tilbage.

Måneskinssti

Jeg havde samme morgen skrevet en lille to-do-liste til mig selv, hvor jeg med en svagelig håndskrift dristede mig til at plotte “Lægge sti – bare lidt” på listen. Det hjalp, at det skulle være “bare lidt” og det gør det faktisk generelt, med diverse to-do-forhindringer, jeg ikke rigtig kan overse. Det er langt fra altid motivationen kommer af sig selv. Det gør den nogle gange, men lige så ofte gør den det modsatte og så hjælper det for mig, at skrue forventningerne gevaldigt ned som i “bare lidt”. Bare lidt bliver nemlig lige så ofte til meget, og så er man ligesom i gang igen og efterfølgende ikke mindst svær tilfreds med sig selv.

Prøv det næste gang I står i en lignende situation.

Kh Sab

PS. Planerne i bededagsferien i det måneskinsbed er følgende: grav “bare lidt” ud til terrassen og spis masser af hveder.

 

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *