Nemt og hurtigt påskepynt vol. 1

Årets dejligste højtid skal fejres med hjemmelavet påskepynt.

Tænker du, at julen er den dejligste højtid, tager du faktisk fejl. Jo, hør mig lige.

  • Påsken er lang, og hvis du er heldig, at den falder et godt stykke inde i april, kan den sagtens være lun og forårsgrøn.
  • Maden er frisk og sprød, og påskeøl er mindst lige så gode som juleøl.
  • Der skal ikke købes gaver, højst lidt påskeæg, og du skal ikke deltage i 150 arrangementer fordelt på 26 dage.
  • Der skal ikke byttes gaver, der skal højst smides dårlig chokolade ud, når selv ungerne ikke gider at spise mere. (Jeg har i øvrigt hørt det kan fryses og bruges i bagværk, hvis madspild er tåkrummende).
  • Og så er der jo påskeharen. En lille nuttet fluffy kanin med lange ører og en kurv med chokoladeæg. Noget mindre skræmmende end en stor julemand, med sæk og fuldskæg, der besøger dig om natten gennem en skorsten, du ikke engang har.

Jo, påsken er bestemt værd at fejre på lige fod med julen, og derfor giver jeg dig gode og nemme påskefif i de næstkommende indlæg.

Nemt påskepynt – en fjerguirlande

Denne guirlande er så enkel og nem, at det er noget nært utrolig, hvor meget cost-benefit den alligevel kan afstedkomme.

Det eneste du skal bruge er snor og fjer og farverne kan varieres i det uendelige. Jeg har valgt at vise jer en lysegul variant, men forestil jer hvor fin den kunne være i babyblå, mint grøn eller rosa – eller hvorfor ikke en god blanding. Du sætter grænsen.

Sådan gør du

Bind en løkke med snoren og stram den omkring en fjer.

Bind en løkke.


Stram løkken om fjeren.

Tæl ca. 10 cm og bind så endnu en løkke omkring en fjer.

Fortsæt med at binde løkker med ca 10 cm mellemrum og stop når du synes, din guirlande er lang nok. Pas på med ikke at gøre dem for lange, det kan hurtigt blive en ret filtret affære.

Ca. 10 cm. mellemrum mellem fjerene

Hæng derefter din guirlande på langs ved en dør eller i buer over en dør eller hvorfor ikke vikle den om et par grene i vand. Gerne dem du alligevel er ved at drive.

Fjerguirlande vertikalt.
Fjerguirlande i buer.

Så nemt og hurtigt kan det virkelig gøres, og det ser da ret hyggeligt ud.

KH Sabrina

Pssst.. fjerguirlanden kan også bruges på påskedugen.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *