Sådan anlægger du også et staudebed vol. 1

Har du en have, og har du en have, som ikke blot er en græsplæne, så har du sikkert også et staudebed.

For en god ordens skyld; stauder er flerårige planter som visner ned og går i dvale i vinterperioden for så at vokse op igen i løbet af foråret. Stauder er intet mindre end fantastiske, og man kan virkelig skabe de smukkeste haverum og bede med stauder, hvis man tager sig tid til at lære dem en lille smule at kende.

Er du på staudernes mark?

Bare rolig, jeg hjælper dig i denne staudeføljeton.

Vil du med hjem og se mit staudebed?

“Vil du med hjem og se mit staudebed?” Er ikke et spørgsmål mange nybegyndere i haven jonglerer med, men kunne det ikke være ret fedt?

Selv havde jeg som nybegynder kun hvide roser og lavendel i hovedet, da vi i sin tid overtog vores have. Men det forholder sig desværre sådan at hvide roser og lavendel kun blomstrer i juni og juli, altså på samme tid, hvormed haven resten af året står tilbage med bare bede og visne rosen- og lavendelstængler. Hvor spændende en have var det mon blevet til, hvis det lykkedes for mig, at få anlagt?

Det er en klassisk nybegynderfejl at glemme alt om blomstringstid i haven. Det kommer med erfaringen og dette indlæg.

Husker du måneskinsbedet?

Måske har du fulgt mit måneskinsbed her på bloggen.

Staudebed i sin spæde opstart

Mit forholdsvis nyetablerede staudebed i måneskinsfarver, som jeg bestemt har haft mit hyr med, og som jeg vil få mange år frem. Men måneskinsbedet har også været sjovt at skabe, selv om det er langt fra færdigskabt. Det er nemlig sådan med staudebede, at de kan blive ved med at udvikle sig i præcis den retning, du ønsker det, hvis du er en smule tålmodig og lærer dine stauder at kende.

Hvad skal du så særligt overveje omkring dit staudebed?

Farverne i et staudebed er selvfølgelig vigtige. For de fleste af os er farverige og frodige bede præcis hvad vi forbinder med staudebede, men lad os nu lege, at vi har styr på farvesammensætningen i dette indlæg. Lad os i stedet koncentrere os om en anden ting, nemlig staudebedets blomstringssæson. For du er helt sikkert interesseret i at dit staudebed blomstrer så længe som muligt.

Du skal altså overveje blomstringstiden på de stauder, du vælger at sætte i dit staudebed.

Blomstringstiden skal være så lang som mulig

At blomstingstiden skal være lang betyder ikke nødvendigvis at hver enkelt staude skal have en lang blomstringstid. Det betyder, at du skal vælge stauder som blomstrer i forlængelse af hinanden. Dit staudebed skal være interessant – hele året. De flotteste haver er de haver, der tager sig smukt ud, hvad enten det er vinter eller sommer.

Man hvad vil det så sige? Det vil sige, at du på planteskolen skal sørge for at vælge stauder som blomstrer på forskellige tidspunkter på året og gerne overlapper hinanden, så dit staudebed ikke står kedeligt og tomt hen i længere eller kortere i perioder.

Dit staudebed skal rocke hele året, og det skal falde dig helt naturligt at spørge venner og bekendte: “Vil du med hjem og se mit staudebed?”

God fornøjelse på planteskolen. Vi skrives lige ved om stauder og årstiderne.

KH Sab.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *