Skal du på julemarked?

Fotokredit

Og bor du i syddanmark, så har jeg et par gode bud til dig i dette indlæg samt et enkelt præ-bud.

Julemarked nr. 1: Designskolen Koldings Julebazar.

Åbningstider: Fredag. d. 7. dec. kl 14-20 og Lørdag d. 8. dec. 10-18.

Entré: 20 kr.

Designskolen byder på unikadesigns fra skolens nuværende samt tidligere elever. Du kan gøre dig klar til at møde sjove plakater, finurlige smykker, møbler i mindre målestok og alverdens ting og sager til hylderne hjemme. Priserne er overkommelige, da de fleste designere stadig er i en etableringsfase. Du kan altså med andre ord gøre dig nogle gode unika køb til din bolig ved denne Julebazar.

Jeg har selv besøgt bazaren en del år efterhånden, og jeg er aldrig kommet tomhændet hjem. Det skal dog tilføjes her, at jeg som regel skifter mellem Designskolen Koldings Julebazar og Trapholts Julemarked, for fornyelsens skyld, da jeg et par år i træk oplevede at en del af de samme designs gik igen.

Lige en ekstra ting. Kantinen på Designskolen er et besøg hver. Just saying.

Du kan læse om markedet hér.

Julemarked nr. 2: Trapholts Julemarked

Åbningstider: Lørdag. d. 1. dec. kl 10-17 og søndag d. 2. dec. Kl. 10-17

Entré: 55 kr

Som nævnt ovenfor skifter jeg gerne mellem at besøge Trapholts Julemarked og Designskolens Julebazar. Trapholts Julemarked er bestemt ligeså anbefalelsesværdig. Kulissen er skøn, for Trapholt er et smukt museum. Her møder du igen alt hvad hjertet kan begære af finurligheder og måske en smule mere kunst end Designskolen kan diske op med. Til gengæld møder du også kunstnere med unika i den prismæssigt tungere ende. Pengepungen skal altså efter alt at dømme være lidt tungere, hvis du vælger Julemarkedet på Trapholt. Når det så er sagt, skal det nævnes, at det er lykkedes mig at finde mange små og fine ting på Trapholt til fuldstændig fair priser.

Hvis du besøger Trapholt er det naturligvis oplagt at tage et smut rundt på hele museet. Gå ikke glip af deres smukke samling af Dansk Designs klassiske stole og for guds skyld, når nu du alligevel er afsted, så tjek lige den ultimative lækreste museumsshop ud. Ever.

Læs om julemarkedet hér.

Julemarked 3: Julekunstkaos – kunsthåndværk og designmarked på Esbjerg Kunstmuseum.

Åbningstider: Lørdag. d. 17. Nov. Kl. 10-16

Entré: Fri

Dette julemarked er nyt for mig og derfor bliver denne anbefaling en præ af slagsen. Som jeg forstår det, har julemarkedet allerede været afholdt et par år, men jeg har først fået nys om det i dette herrens år,  måske grundet den relative dårlige promovering fra museet. Jeg finder eksempelvis ikke umiddelbart nogen informationer om julemarkedet på Esbjerg Kunstmuseums hjemmeside. Jeg har dog fundet et lille skriv om arrangementet hér.

Som jeg umiddelbart forstår mig på Esbjerg Kunstmuseums Julemarked byder museet på mangfoldige designs som de andre to julemarkeder og kunsthåndværk samtidig med at museet afholder workshops for børn.

Initiativet skal støttes og jeg møder op.

Ses vi?

Kh Sab

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *