Sommerhus i retro ved vadehavet

I weekenden var jeg så heldig at opdage en perle af et sommerhus i retro ved vadehavet. Jeg anede ikke, at den eksisterede, og jeg blev vældig glad, da jeg fik lov til at tage billeder af huset, jeg nu kan vise dig. 

Kom med til vadehavet i Helles mors sommerhus. Det er for retrolækkert. 

 

En indretning i retro

Jeg havde egentlig andre forventinger til sommerhuset. Jeg troede, det var et sommerhus som de fleste med et mix af nyt og gammelt og ingen særlig stilretning. Sommerhuse er jo først og fremmest til afslapning.

Det jeg mødte var dog noget helt andet.

Det var en retrotidslomme. Der var masser af teaktræ. Der var babyblå køkkenpaneler og sortmalede lister. Der var orange puder og tæpper og der var PH lamper og Le klint skærme. Helles mor havde ikke ladet sig friste af “lyst og nordisk”og heldigvis for det.

Hjørne med brændeovn

 

Tro mod sommerhusets arkitektur

Det var den lækreste hytte. Det ER den lækreste hytte, Helles mor værner om ved vadehavet. Smuk, ærlig og underspillet. Helle fortalte mig at hendes mor selv havde fundet møbler til hytten. Hun havde altså tænkt over at være hyttens arkitektur tro. Sådan Helles mor! Det er for sejt og hvor gør det bare godt i en boligbloggers hjerte, når mennesker er deres boliger tro. Det er nemlig rigtig god stil.

Sådan får du stilen

Det kræver selvfølgelig at kulissen er i orden, hvis du ønsker så gennemført en retrostil som Helles mor har indrettet deres sommerhus i, men mindre kan naturligvis gøre det. De fleste boliger, hvor indretningen netop er en blanding af retro og et moderne look, er ofte personlige og uforudsigelige. og det er de boliger, der er sjovest at besøge. 

  • DBA er lige blevet din bedste ven. Start din retrorejse der. Lamper og møbler kan du helt sikkert finde på DBA. Skriv blot retro foran det, du leder efter. 
  • Når du kigger efter møbler, så gå efter møbler med klassisk tilspidsede ben. Et ægte retrolevn.
  • Et hjem fyldt til randen med dansk design er kedeligt, men et hjem med nøje udvalgte designlevn er fedt. Suppler med et par retroklassikere fra de tunge drenge som Arne, Børge eller Hans. Se på det som en investering i din indretning.
  • Pynt med pasteller. Anskaf dig en vase i smuk lyseblåt keramik eller en skål i lysegult glas. Materialet er ikke så vigtigt, men et drys pastel hist og pist er altid lækkert. Se sel køkkenet her i sommerhuset. 

  • Jeg skrev ‘pynt med pasteller’ ovenfor, men skort heller ikke på klare farver som orange, kobolt blå og brændt karry. Det er også retro. En stol betrukket med uld i brændt karry vil gøre sig godt i en bolig med retro. 
  • Hvis du er så heldig at have original retroarkitektur i din bolig. Så bibehold det. Værn om de originale teakdøre og de sortmalede lister. Frisk dem op, så de står skarpe og tager det fokus, de bør tage. 
  • Find de gamle film frem og lad dig inspirere af boligindretningen. Her finder du den i den reneste form. Lad mig nævne i flæng. ‘Støv på hjernen’, ‘Min søsters børn’ altså den med Aksel Strøbye og ‘Mad Men’, ja, den er nyere og en serie. Men stadig lækker retro for ikke at tale om Don Draper.

    God fornøjelse hvis du har bestemt dig for at gå retro in.

    Kh Sab.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *