Status quo i projekt køkkenhave vol. 2

Jeg nåede ikke hele vejen rundt om projekt køkkenhave i sidste indlæg. Resten af rundturen, som er forholdsvis lille, får I derfor nedenfor og hvis I ikke var med i første omgang, kan I læse indlægget her.

Det sidste bed var egentlig først et jordbærbed, men jeg droppede det og såede i stedet gulerødder. Det blev senere end køkkenhavens øvrige grøntsager og der er derfor ingen spirer at spore endnu. Jeg håber, det lykkes. Det er ikke dårligt at trække små søde og sprøde gulerødder op af jorden. Jeg har desuden sat lidt blomsterkarse i bedet, så der er spiselige blomster til kartoffelmaderne senere på sommeren.

Kartofler

Apropos kartoffelmadder, så er der godt gang i kartoflerne i kartoffelspandene. Jeg har 4 kartoffelspande i alt, desværre kun 2 i potteskjul. Lad os være ærlige, sorte plasticspande har aldrig klædt nogen haver, heller ikke vores køkkenhave, desværre er jeg udgået for potter i den størrelse og de fås vist ikke længere i IKEA. Ergo er et par af spandene ikke kamufleret. Det må være fra dem, jeg høster først. Jeg nævnte spandene i mit tidligere indlæg om køkkenhaven og jeg er ret begejstret for både pris og funktionalitet.

kartofler i krukker

Køkkenhaven har ikke mere at byde på i år, og dog , det passer ikke helt, Jeg har også sat salat og palmekål samt diverse krydderurter i de højbede vi i sin tid etablerede i forbindelse med urtehaven ved drivhuset.

Et fint haverum. Desværre skygger den ellers lave bøgehæk for den ene halvdel i samtlige bede det meste af dagen, og jeg har derfor ikke særlig meget held med at dyrke grøntsager i dem ud over krydderurter. Sådan er det også med haver. Det man troede var en rigtig god idé en overgang som grøn haveejer, kan godt ende med at blive en ærgerlig affære i takt med at haven vokser op og til.

urtehave

Man kan læse sig til meget og der er efterhånden et mindre bibliotek af havebøger på vores kontor, men jeg må alligevel erkende, at i haven er learning by doing den vigtigste lektie.

Kh Sab.

relaterede indlæg

kommenter endelig.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *